Baggrund

Citat
”Hans ord gemte sig i mig og borede stier på kryds og tværs i min hjerne. Stierne har jeg fulgt de gange, jeg er blevet forladt, og det har ikke hjulpet mig. Hver gang er jeg endt i en tilstand af grænseløs forvirring og en i hele kroppen prikkende angst for fremtiden.”
”Skyggespor”, s. 117.

Jakob Vedelsby blev født i 1965 i Københavns Nordvestkvarter, men tilbragte den største del af sin barndom i Birkerød. Allerede i folkeskolen begyndte han at skrive, opfordret af en dansklærer, der bad ham om at læse sine stile op i timerne. Som barn havde Jakob Vedelsby ønsker om både at blive kok, flysteward, koncertpianist og læge, men efter at være blevet matematisk-musisk student fra Birkerød Statsskole i 1983 valgte han som 19-årig at flytte til København for at læse film- og medievidenskab.

Han færdiggjorde sit studie i 1989 og mødte samme år sin kone. Året efter fik de deres første barn og deres næste i 1993. I dag bor familien på Nørrebro. Efter studiet arbejdede Vedelsby en overgang med dokumentarfilm i et lille filmselskab på Christianshavn, men blev siden freelanceskribent. I dag holder han udover skribentarbejdet skrivekurser og foredrag. Fra 2011 til 2013 var han formand for Den Skønlitterære Gruppe i Dansk Forfatterforening, og siden 2014 har han været formand for Dansk Forfatterforening. Som formand for foreningen har han arbejdet aktivt for at forbedre den økonomiske gevinst for forfatterne.

Som forfatter debuterede Jakob Vedelsby i lyriktidsskriftet Hvedekorn med digte i 1990, siden med sin første roman ”Himlen må vente” i 2002 på forlaget Samleren. Vedelsby er blevet tildelt en lang række legater af Statens Kunstfond – både arbejdslegater og rejselegater. I 2011 udgav han ”Menneskeloven”, som gav ham et internationalt gennembrud med oversættelse til flere sprog, blandt andre kinesisk. Hans seneste bog ”Skyggespor” udkom i 2015 på forlaget Tiderne skifter.