Hest Horse Pferd Cheval Love

Citat
”Om 3 måneder bliver Taxa 14, men lige nu er hun 13. I 3 måneder er de mere de samme, end de plejer at være.”

”Hest Horse Pferd Cheval Love”, s. 35.

Mette Vedsøs prisvindende ungdomsroman ”Hest Horse Pferd Cheval Love” (2017) handler om venskab og om at udvikle sig i puberteten. Om at få forskellige interesser og bevæge sig i forskellige retninger.

Romanen handler om 13-årige Naja og Vanessa, kaldet Taxa, der møder hinanden i stalden til den rideskole, hvor de begge to rider. De bliver næsten med det samme veninder og gør alting sammen. Tæt ved rideskolen ligger opholdsstedet Solsikken, et lidt mystisk sted, hvor unge med problemer bor. En dag kommer én af pigerne fra stedet ned til rideskolen og spørger, om hun må låne en 20’er af Taxa. Det bliver startskuddet til, at Naja og Taxa begynder at vokse fra hinanden. Mens Taxa bruger mere og mere tid sammen med de unge fra Solsikken og med drenge, holder Naja fast i sin interesse for heste – og sin manglende interesse for drenge. En sommerferie slår for alvor kile i deres venskab, og det står klart for Naja, at Taxa har forandret sig, ligesom deres venskab.

53334709

Romanen består af mange korte afsnit og meget dialog. Pigerne taler især om ord og ord, som de selv finder på – for eksempel ’fnok’ som er et mælkebøttefrø med faldskærm. Naja er hovedpersonen, og det er primært hende og hendes familie, som bogen følger. Ligesom det også kun er hendes opfattelse af deres venskab, som læseren får at høre.

Et væsentligt tema i bogen er de begyndende teenageår, hvor der sker store forandringer både fysisk og mentalt. Hvor venskaber opløses og udvikler sig, som det sker for Naja og Taxa, fordi de får forskellige interesser og begynder at bevæge sig i forskellige miljøer. Mens Taxa er fremmelig, er Naja tilbageholdende og vil egentlig helst bare blive ved med at ride.

Et andet tema i romanen er sociale miljøer. Ud over at de to piger har forskellige baggrunde, begynder de også at færdes i forskellige sociale miljøer. Najas mor synes, at Taxa er et mindre godt bekendtskab, og hun forsøger efterhånden at lægge afstand til Taxa, mens hun prøver at skubbe sin datter i retning af bekendtskaber, hun mener er ’sundere’ og mere ligeværdige. Men det er ikke let at opgive en ven, også selvom venskabet ikke er det samme længere, indser Naja.