Salernos sol

Citat
”Skæbnen er en forunderlig størrelse. Alle de store og små hændelser, der skal til, for at den kan fuldbyrdes. (…) Og alligevel har jeg vel hele tiden anet min egen skæbne. For vidste jeg ikke fra det øjeblik, jeg så Eleonore, at jeg var fortabt (…)”
”Salernos sol”, s. 126.

Med debutromanen ”Salernos sol” fra 2000 præsenterer Anne-Marie Vedsø Olesen første gang den stærke kvinde som nøglekarakter i forfatterskabet. En karakter, der trods intelligens og handlekraft må underlægge sig sin tids kønsrollemønster.
Den unge dronning Eleonore er gift med den franske kong Ludvig og er derfor hans ledsagerske på det andet korstog i årene op til 1150. Mens den unge konge blindt lader sig føre af kirkens ledende magter, besidder Eleonore det kølige overblik, den rette sans for manipulation og den heftige lidenskab, der skal vise sig at blive den unge læge Edgars skæbne.

50811514

Mødet med dronningen bliver den unge hovedpersons uskyldstab i mere end én forstand. Edgar bliver efter endt lægestudie tilbudt en stilling som kongelig livlæge og drager derfor med i den franske konges kristne korstog mod Det hellige Land. Undervejs lader han sig forføre af den betagende dronning, der kræver både hans kærlighed og loyalitet og derfor leder ham til at træffe et valg, hvormed han svigter både sit lægelige hverv og sin konge.
Romanen er en beretning om middelalderens store strid mellem konge og kirkemagt og om lægevidenskaben sidst i det 12. århundrede.

Fra sit mørke fangekammer gengiver jeg-fortælleren Edgar sin historie i form af tilbageblik og genovervejelser af sine valg, og gennem hele første del af bogen fastholdes læseren i en detaljeret, men fredelig beretning om tilværelsen som lægestuderende. Midtvejs i historien foretager romanen imidlertid et stilskift. Korstogene fører hovedpersonerne ind i en blodig strid, der i sidste ende handler mere om personligt magtbegær end om hellig krig. Her brydes drengens naive harmoniske verden til fordel for den erfarne voksnes kynisme og selvransagelser. 

Forfatterens valg af en førstepersonsfortæller understreger romanens pointe om den personlige lidenskab som det væsentligste element i et menneskets virkelighed. Stilskiftet midtvejs i romanen er derfor også et skift fra en historie, der udspiller sig på det ydre plan i form af samtidsberetningen, til at blive en historie, der i langt højere grad udspiller sit væsentligste drama på det indre plan.