Novellen ”Tip” fra 2013 er Anne-Marie Vedsø Olesens bidrag til novelleantologien ”360 grader”, der er en samling erotiske noveller, skrevet af 11 forskellige forfattere.
Merete er politiker og på vej mod sin karrieres første milepæl, en ministerpost, der skal hentes hjem på baggrund af hendes mærkesag om at indføre forbud mod prostitution. Endnu engang introducerer Vedsø Olesen modsætningsforholdet mellem den stærke kvindes ihærdige kamp for at vinde magten og hendes vage mandlige modstykke, som hænger fast i traditionerne, men langtfra besidder den kvindelige karakterfasthed.
50581675
Her er de historiske romaners royale kvinder dog erstattet af den moderne karrierekvinde, som både i og udenfor hjemmet mangler modstand fra den mandlige kant. Den finder hun så til gengæld i den unge thailandske kvinde Tip, dog langt mere end hun kunne ønske sig. Tip er prostitueret, og da Merete forføres af hende, er der lagt op til et vaskeægte etisk dilemma.
Som sædvanligt i Vedsø Olesens forfatterskab smelter magt og erotik sammen i et fælles begær, og endnu en gang skal menneskets personlige begær vise sig at overstige det etisk politiske, med fatale følger. I denne novelle er religiøse korstog og hellige slagmarker udskiftet med Danmarks nutidige politiske scene, men selvom spillet mellem politiske modstandere, mediestorm og spindoktorer måske nok er mindre blodigt end slagmarken, viser det sig lige så nådesløst.
”Tip” er konstrueret omkring berettermodellen; som mange noveller begynder den in medias res, hvorfra den bevæger sig frem mod point of no return – da Merete helt og aldeles forføres af sin femme fatale. Handlingen optrappes over et kortere etisk forløb, der skildrer en situation, snarere end et længerevarende livsforløb. Handlingsforløbet er baseret på novellegenrens traditionelle fortællergreb i form af fremmedelementet, som bryder forstyrrende ind i karakterens dagligdag og dermed ændrer dennes verden; i novellen ”Tip” har dette en fatal udgang. På baggrund af disse traditionelle genrekomponenter, samt den brede brug af symboler i novellen, egner ”Tip” sig fint som analyseeksempel i undervisningen.