Sortehusene

Citat
”Det med Thomas lå som en kantet sten, jeg hver morgen skar mig på, når jeg svingede benene ud af sengen. Ikke en eneste dag gik jeg i møde, uden at den var der og mindede mig om det. Og når dagen var omme, og der ikke havde været livstegn, lagde jeg mig til hvile som en soldat, der har overlevet nok et slag, træt, taknemmelig og med kun et eneste håb: Lad det gå over.”
”Sortehusene”, s. 184.

Vibeke Marx’ ”Sortehusene” fra 2011 er en fortælling om en familie i tre generationer. Bogens centrale hovedperson og jegfortæller er Kirsten, som netop er gået på efterløn og forsøger at finde sig til rette med sin nye tilværelse efter et travlt og ambitiøst arbejdsliv. I tilbageblik fortæller hun om sit eget liv, som har været præget af et stærkt begær efter at blive værdsat – ikke mindst af sin egen mor Agnes, som hun besøger jævnligt på plejehjemmet.

Agnes’ historie fortælles sideløbende med Kirstens og gør det klart, at de gennemgående misforstår hinanden: I Agnes’ øjne er Kirsten født som et arrigt væsen, mens Kirsten kun ser sin mors sjuskethed. Distancen mellem mor og datter bliver ført videre i forholdet mellem Kirsten og hendes datter, Tine, som lider under morens ambitioner og forventninger og må hentes hjem fra efterskolen, syg af spiseforstyrrelse.

29398690

Til gengæld har Kirsten et nærmest unaturligt tæt forhold til sin søn, Thomas, der som ung betror hende, at han holder af at klæde sig ud som kvinde. Hemmeligheder ulmer overalt i ”Sortehusene” ligesom i ”Skygger fra Sprogø”, hvor hovedpersonerne må navigere i familiens felt af underliggende landminer. Med Thomas’ karakter sniger det absurde sig ind i bogen; det, som ikke umiddelbart passer ind i den gængse opfattelse af det normale. Afvigeren er en genkommende skikkelse i Vibeke Marx’ bøger, som også skildres i ”Skygger fra Sprogø” i form af Sprogø-pigen Magda.

Det er forsøget på at dække over anormaliteten, der skaber familiens nedbrud. I ”Sortehusene” lægger hemmeligheden om Thomas en kile ind i familien, der knap nok kan være i rum sammen. Ikke mindst Kirstens ægteskab med den godmodige og tålmodige Poul bliver kvalt af alt det usagte.

Vibeke Marx har i sine bøger øje for familien som et socialt rum, der er fyldt med afstand, vrede og foragt, men også nærhed og kærlighed. Denne tvetydighed skildres i ”Sortehusene” især i forholdet mellem mor og datter: Selvom Kirsten på alle måder forsøger at blive til noget andet end sin mor, er hun samtidig også dybt afhængig af hendes billigelse.