Baggrund

Citat
”Jeg ved ikke, hvorfra styrken kommer, men pludselig overvinder jeg mig selv. Jeg går hen til ham og tager min højre hånd op af lommen. Jeg sætter min tommel- og pegefinger i hans mundvige. Jeg vil trække mundvigene opad, så de former et smil.”
”Opland”, s. 6.

Jens Vilstrup er vokset op på den østjyske hede i den lille by Harte nær Kolding og siden i Skanderborg. Hjemmet var præget af streng disciplin og kontant afregning, hvis man trådte uden for stregerne. Samtidig var forældrene mere end almindeligt optagede af at opretholde en velpoleret facade og et pletfrit hjem. Både farens iltre temperament og voldelige adfærd bag de nedrullede persienner og morens stiltiende accept af frygt for, at facaden skulle krakelere, spiller en stor rolle i Vilstrups mest ambitiøse roman, ”Opland”, men det komplekse forhold til forældrene genfindes også andre steder i forfatterskabet.

Jens Vilstrups vej ind i skønlitteraturen er gået via journalistikken. Han er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1994 og har været ansat som journalist på blandt andet Politiken og Jyllands-Posten. Sideløbende med hans journalistiske virke udkom en række af hans klummer i bøgerne ”Villers verden” (1997) og ”Bliv voksen Viller” (2000), hvor Vilstrup giver små indblik i tilværelsen som singlemand i storbyen og siden som familiefar. Vilstrup har også været ansat som først journalist og siden ansvarshavende redaktør på mandemagasinet Euroman.

Ud over de indtil videre tre romaner – ”Tilt” (2000), ”Natfeber” (2002) og ”Opland” (2014) – står Jens Vilstrup også bag to børnebøger om duen Didrik, en velgørenhedsbog om fattigdom i Afrika og biografien ”Halvt mand – helt menneske” om handicapidrætsudøveren René Nielsen.

Jens Vilstrup bor i dag på Frederiksberg med sin kæreste og deres to fælles børn. Han har derudover to voksne børn fra et tidligere ægteskab.