Tilt

Citat
”Jeg kan ikke slippe ønsket. Jeg vil så gerne føle sådan en rigtig god gammeldags smerte. Føle den rigtigt. Som en russer eller en polak eller sådan én, der drikker en hulens masse vodka og bare véd, at sorg kun eksisterer på grund af glæde, og at glæde intet er værd uden sorg.”
”Tilt”, s. 104.

Jens Vilstrup debuterede som romanforfatter i 2000 med ”Tilt”, som handler om den unge jurastuderende Lars, der er i eksistentiel vildrede. Det er sommer, og mens vennerne og hans veninde-måske-kæreste Rikke er bortrejst, kæmper Lars med at få tiden til at gå. Han burde læse op på pensum til studiet, hvor han er håbløst bagud, men jura har nok i virkeligheden aldrig rigtig været ham – i hvert fald ikke den boglige del af det, som desværre har vist sig at fylde en del. I stedet fordriver han tiden med dagdrømme og drukture.

22841092

En dag læser Lars en historie i avisen om en far, der har holdt sin datter indespærret i næsten et år, fordi hun ikke vil giftes med den mand hjemme i Tyrkiet, som faren har udset sig til hende. Sagen påvirker Lars, og efterfølgende tager han i Landsretten for at overvære retssagen. Her gør en ældre dame sig bemærket ved at losse den anklagede far over skinnebenet, og efterfølgende bliver hun og Lars venner. Fru Valsted er gammel kommunist og fortæller medrivende historier fra den spanske borgerkrig til den kedsomhedsplagede Lars.

Da studiekammeraterne vender tilbage, og studielivet så småt går i gang igen, møder Lars den underskønne og supertjekkede Signe, og det lykkes ham at overtale hende til en date. Men Rikke lurer stadig i kulissen, og Lars må finde ud af, hvad han egentlig vil – med kærligheden og med livet i det hele taget.

”Tilt” er en humoristisk roman om at blive klogere på sig selv og give sit liv den rigtige retning. Om at lytte til sig selv og træffe sine egne beslutninger frem for at overlade det til forældre, kæreste eller andre. Også selvom det af og til kan være både besværligt og angstprovokerende.