Hvordan i alverden kom Bønne i avisen? Det er udgangspunktet for ”Godheden selv”, Bent Vinn Nielsens korte roman fra år 2000 om Bønne, en forsagt og halt møbelpolstrer, der mildt sagt ikke er typen, der til daglig skaber forsider. Bønne (eller Spjæt, som han også kaldes på grund af sit gangbesvær) er den velopdragne arbejderdreng fra Aalborg, der gør, som han bliver lidt bedt om. Han er en lidt latterlig figur, som lader sig udnytte, og på arbejdet mistænkes han for at være bøsse, fordi han ikke galer op om damer eller glor på syerskens røv, når hun går op af trappen til systuen.
På trods af sit handicap og generte gemyt lykkes det alligevel Bønne at komme i lag med et par syersker fra møbelfabrikken. Først den uopnåelige Vivian og siden den knap så uopnåelige Dorthe.
Bønnes største fangst bliver dog den smukke Nina, en fra barndommen dybt forstyrret tandlægefrue, som han scorer foran næsen på hele byens slæng af unge kunstnertyper. Heller ikke her falder tingene dog ud til Bønnes fordel, men han formår alligevel på sin vis grad at træde i karakter, da hun begynder at jokke på ham.
23202069
I alle relationerne mellem kolleger, kunstnere, folk fra forskellige sociale lag, mænd og kvinder er et konstant spil om anerkendelse, hvor de kæmper om positioner i forhold og fællesskaber. Dog ikke Bønne, som tilsyneladende holder sig uden for den kamp, men som alligevel til sidst er ham, der høster den største anerkendelse og kommer i avisen.
Fortælleren i ”Godheden selv” er en interessant størrelse, der kender sine figurer til bunds og oven i købet spiller en indirekte rolle i det univers, der formidles. Efterhånden afsløres det, at fortælleren er en del af slænget af byens kunstnerspirer, som spiller en stor rolle i bogens anden del. Selv træder vedkommende ikke ind i selve handlingen, men forholder sig passivt iagttagende. Til gengæld er det en rigtig fortæller-fortæller, der uddyber, udtrykker sin holdning og spekulerer i de uklarheder, som den trods alt ikke helt alvidende fortæller har styr på. Og der er en figur, som fortælleren aldrig helt får styr på: Bønne, den flinke sinke, godheden selv.