Mange boliger

Citat
”zink driver/ned ad vægge/i det stille//men ingen tegn/på det forventningen gjaldt//år efter/den samme slummer//der er ikke flere dyr i digtene/man kan kun være den man er//airforce one”
”Et digt om selvbedrag” fra ”Mange boliger” i ”Morti Vizki – Samlede digte”, s. 305.

Morti Vizkis sidste udgivne digtsamling i hans egen levetid er ”Mange boliger” fra 2000. Det er et værk, der er svært at få greb om eller forstå ud fra almindelige analysemodeller. Det anarkistiske sprog er ofte usammenhængende og fyldt med bratte skift, så læseren mister orienteringen og selv må forbinde de mange glimt af motiver.

Digtet ”Min side af sagen” indleder digtsamlingen med linjerne: ”du skal ikke være så ked af at jeg er død/hver dag får vi lov til at sejle i luftballon/hen over savannen …” Jeg-fortælleren præsenterer sig som et fravær, der kan iagttage en gold verden oppefra. Og set i dette lys giver titlen også mening. De mange boliger bliver til en hel by af forskellige digte og betydningsrum, der ikke holdes sammen af en central fortæller. Hvor man tidligere i Vizkis poesi fornemmer en mere stabil fortælleposition, taler ”Mange boliger” flerstemmigt.

23162628

Det er svært at pege på gennemgående dechifrerbare temaer i samlingen. Det ene øjeblik forbindes det nære med det kosmiske; enkelte af digtene rimer; og der kredses om de andre, om kvinden og om homoseksualitet og erindringer. Vizki beskæftiger sig også eksplicit med masker og foretager sine forsvindingsnumre med sprælske spring i en drillende tone. ”Mange boliger” henviser til sig selv, sin form og ironiserer over sit udtryk. I digtet ”Irettesættelse” løfter forfatteren bladet for sit litteratursyn, måske, og nøglen til værket: ”litteraturen er ikke/min/men noget jeg kan elske, ikke/som en bog, bog/er noget du fodrer […]” Hos Vizki er det altså læseren, der skal give bogen og betydningen næring gennem læsning. Og det får man rig mulighed for, når man begiver sig i kast med digtene her.

Morti Vizki holder i ”Mange boliger” sin læser på afstand. Man når aldrig kernen, og man får aldrig lejlighed til at orientere sig i digtenes rum, før væggene brydes ned, og man er et nyt sted. Digtene nærmest vrænger af den læser, der nærmer sig med konventionelle forestillinger om betydning og litteratur. Så det er igennem associationer og de glimtvise og forvredne motiver, at man danner sig billedet af en splittet, uforståelig verden, der er Morti Vizkis egen.