Vokseværk

Citat
”en brusetablet suser/forbi mig/klokken er helt fire/og siver ud/knoglerne/indfanget af manden//somme tider/er jeg sorgens barn/jeg hører det ikke/hallo//dagen gemt væk/pulterkammer/tryllestav//til tider/er jeg/sorgens barn/aldrig ensom”
”Sorgens barn” fra ”Vokseværk” i ”Morti Vizki – Samlede digte”, s. 60-61.

Digtsamlingen ”Vokseværk” (1985) er Morti Vizkis anden udgivelse og udgør en naturlig fortsættelse på debutværket ”Digtsamling”. Titlen er yderst passende. Vizki er i færd med at udvikle sit sprog og sin kunst, vokser og giver den ubekymrede og friske stemning fra forløberen en anden kant og løssluppenhed. De mere traditionelle digte bliver her både mere prosaagtige og springende i deres motiver. Som i debuten er der i ”Vokseværk” en tilstedeværende og personlig fortæller, der blotter barndomsminder, følelser, oplevelser og iagttagelser. Men uskylden har fortaget sig, og en ny kropslighed ser lyset.

27655653

I ”Vokseværk” er fortælleren ikke alene, så jeg’et får både selskab af et ”du” og et ”vi”, hvilket giver digtene en anden dynamik, eksempelvis i digtet ”Tropeseng”: ”[…] vi lægger hovedet mod gulvet/og ser ind i drømmen/for på strømpefødder/at nærme os som indviede børn//ja nu lægger vi os mod fladen/ind i håndens lukkede land.” Her ses et af digtsamlingens både romantiske og nostalgiske motiver, der relativt forståeligt beskriver oplevelsen af at falde i søvn. Meget sigende befinder digtet sig på grænsen mellem virkeligheden og drømmens verden, og i ”Vokseværk” betræder fortælleren dem begge. Fladen og denne ”håndens lukkede land” kan endvidere henvise til papiret og den verden, som Vizki skriver frem (altid i hånden) og ledsager læseren i.

”Vokseværk” beskæftiger sig i høj grad med det at skrive og forholder sig ofte ironisk til sig selv som tekst. Og det skorter ikke på eksperimenter, der bryder den ellers helstøbte form, eksempelvis i ”Digt med indlagt handling”: ”formiddagstimerne blindet for mælk/lader en person gå på gruset/langs armeret jernbeton/og opleve slagets floder i blodet//hvor hen i det tempo, flygtning?/ingen steder, i ring.//skjulte spilledåser i kødet/formiddags friske vinde.” Vizki demonstrerer ironisk, hvordan hans digte fungerer. Han sætter sin figur i scene, men denne går blot i ring som en spilledåse, der fortæller den samme melodi. Det er drillesygt, eksperimenterende og krævende for læseren at få hold på.