Mother Night

Citat
”(…) jeg vil vove holdningen, at løgne fortalt med henblik på kunstnerisk effekt (…) kan være, i en højere forstand, de mest fortryllende former for sandhed.”
”Mother Night”, s. IX.

I romanen ”Mother Night”, 1962 (ikke oversat) iscenesætter Vonnegut historien som autentisk ved at skrive sig selv ind som redaktør af hovedpersonen Howard Campbells tilståelser, skrevet fra et fængsel i Israel i 1961.

Campbell er født i USA, men vokser op i Berlin, hvor han bliver dramatiker og gifter sig med skuespillerinden Helga Noth. Da krigen kommer, begynder Campbell at arbejde for Goebells propagandaministerium som radiovært på et program, der spreder nazistisk propaganda til den engelsksprogede verden. Uden nazisternes eller de fleste amerikaneres viden indfletter Campbell i udsendelserne skjulte beskeder til den amerikanske efterretningstjeneste, en opgave pålagt ham i Berlin af agenten Wirtanen.

Efter krigens afslutning bliver Campbell anholdt som krigsforbryder af amerikanske styrker. Hans højtelskede kone er formodet død under en tur på østfronten. Gennem Wirtanens indflydelse bliver Campbell anonymt installeret i en billig lejlighed i Greenwich Village i New York City, hvor han lever i ensomhed i 15 år, indtil han bliver ven med maleren George Kraft, som i virkeligheden er sovjetisk agent. Han røber Campbells identitet for at lokke ham til USSR, hvilket leder til, at Campbell bliver kontaktet af en fascistisk organisation i USA, som anser hans propagandavirke som en heltedåd. Han bliver også tilsyneladende genforenet med sin formodet afdøde hustru Helga.

I ”Mother Night” lægges mange spor ud, som bliver typiske for Vonneguts forfatterskab. Hans metafiktive leg med romanen og biografiske brug af sin egen person, hvad der senere stemplede ham som postmodernistisk forfatter, går igen i mange af hans senere værker. Det gør omdrejningspunktet om Anden Verdenskrig også, ligesom afsøgningen af et moralsk grænseland bliver et gennemgående tema. Vonneguts karakteristiske forfatterstemme er samtidig nonchalant kynisk, satirisk og sorthumoristisk, og man fornemmer, at han bruger karaktererne som talerør til at afsøge filosofiske og moralske dilemmaer. Romanen er på samme tid rablende fjollet og alvorlig og underholdende og tankevækkende.