Da han begyndte at skrive, var David Foster Wallace stærkt inspireret af de tidlige, amerikanske postmodernister som Vladimir Nabokov, John Barth og ikke mindst Thomas Pynchon. Collegesamboen Marke Costello udtaler for eksempel til Wallaces' biografist D.T. Max: ”På vores næstsidste studieår sad David og jeg og talte om de magiske realister (…) og en eller anden sagde, ”Pynchon er meget mere cool.” ”Hvem?” sagde vi. Han kastede en kopi af ”Lot 49” til os. For Dave var det som da Bob Dylan fandt Woodie Guthrie.” (D.T. Max: The Unfinished. The New Yorker, 2009-03-09. Egen oversættelse). Wallace lod sig inspirere af Thomas Pynchons sammenskrivning af det komiske og det apokalyptiske og også af hans maksimalistiske stil med mange digressioner, referencer og detaljer.
Don DeLillo var et andet stort forbillede for Wallace, og de to kendte hinanden og udvekslede breve frem til Wallaces død. Flere af DeLillos romaner er store, komplekse, ukronologiske skildringer af det moderne amerikanske liv, og kendetegnende for både ham og Wallace er en stor interesse for Amerika både som land og som kulturfænomen.
Dog var postmodernisterne langt fra Wallaces eneste forbilleder. I sit bidrag til antologien ”The Top Ten: Writers Pick their Favorite Books” nævner Wallace blandt andet værker af bestseller- og spændingsforfattere som Stephen King, Erica Young og Tom Clancy. Hans biografist skriver: ”Selv i de senere år beundrede han Tom Clancys romaner for deres evne til at være pakket med fakta.” (D.T. Max: The Unfinished. The New Yorker, 2009-03-09. Egen oversættelse). Det er ikke for sjov, at Wallace udtrykker sin beundring for forfattere som King og Clancy. Selvom Wallaces prosa oftest beskrives som stærkt eksperimenterende, er en vis inspiration fra spændingsromaner tydelig i for eksempel ”Infinite Jest” – mange af bogens kapitler slutter for eksempel med cliff hangers, hvilket vil sige, at en central oplysning holdes tilbage for læseren, så denne får lyst til at læse videre.
I hans egen generation sammenlignes Wallace ofte med forfattere som Jonathan Franzen, der ligeledes har skrevet et mastodontisk værk om Amerika som kulturfænomen, ”Frihed” fra 2010, og Jonathan Safran Foer, der, ligesom Wallace, skriver en gribende, humoristisk og klar prosa, men som også eksperimenterer med ukronologisk romanopbygning i for eksempel ”Alt bliver oplyst” fra 2002.