Kjell Westö blev født i Finlands hovedstad Helsingfors d. 6. august 1961. Han voksede op i en svensksproget familie, men lærte sig finsk, når han legede med børnene i nabolaget. Allerede inden skolestart havde Kjell Westö lært at læse, og . Han var i det hele taget et lidt gammelklogt barn, og som otteårig havde han en klar plan om at skulle skrive romaner. I finskundervisningen konkurrerede han med sin klassekammerat om at skrive de bedste essays, men i gymnasiet mistede Kjell Westö interessen for skolen. I stedet drømte han om at blive rockstjerne og brugte sin fritid på at spille guitar i sit band. ”Musik har altid været en del af mit liv, og havde jeg haft talent, havde jeg valgt musikken,” har han sagt i et interview til Kristeligt Dagblad (Jannie Schjødt Kold: Melankoliens mesterforfatter. Kristeligt Dagblad, 2014-11-19). Hans store passion og viden om musik skinner da også tydeligt igennem i forfatterskabet. Både i ”Luftspejling 38”, og ”Faren ved at være en Skrake” og ”Der hvor vi gik engang” er musikken et vigtigt element i Kjell Westös samtidsbeskrivelser.
Efter gymnasiet arbejdede Westö et par år i stedet for at gå direkte videre med uddannelse, blandt andet i pladebutikken Musiikki Fazer. Senere læste han litteratur og journalistik på Social- og kommunalhøjskolen, hvorefter han arbejdede for det svensksprogede dagblad Hufvudsbladet, det ugentlige dagblad Ny Tid og forskellige litteraturtidsskrifter. I 1986 kom hans litterære debut med digtsamlingen ”Tango orange”, som blev efterfulgt af flere digtsamlinger samt novellesamlinger. Det var med sin første roman, ”Drakarna över Helsingfors” fra 1996, at Kjell Westö fik sit store internationale gennembrud. I Finland blev den med sin samfundskritiske skildring af storbyen og en slægt igennem generationer straks anset som den store finske roman, der beskriver skabelsen af det moderne Finland. Slægtstemaet, skildringen af livet i Helsingfors og samfundskritikken blev siden centrale temaer i Westös forfatterskab, blandt andet finder man dem i romanernen ”Faren ved at være en Skrake” og ”Der hvor vi gik engang”.
Kjell Westö har vundet en række prestigefulde litteraturpriser i både Sverige og Finland samt været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris to gange, før han i 2014 vandt den for romanen ”Luftspejling 38”, som er en thrilleragtig skildring af et Finland midt i modernitetens forandringer og på tærsklen til Anden Verdenskrig.