Kjell Westös episke litteratur, hvor de store samfundsændringer skildres igennem romankarakterers udvikling, kan sammenlignes med den finsk-estiske forfatter Sofi Oksanen, der blandt andet i romanen ”Renselse” behandler Estlands brutale og kaotiske historie under russisk styre frem til 1992. I begge forfatterskaber får man i romanpersonernes udvikling ikke kun historien om enkelte mennesker, men også om en hel nation, en tidsperiode og et samfund. Ligesom Kjell Westö vandt Nordisk Råds Litteraturpris i 2014 for ”Luftspejling 38”, vandt Sofi Oksanen prisen for ”Renselse” i 2009.
Den lange slægtsfortælling og historien om overgangen fra barn til voksen har Kjell Westö til fælles med den norske forfatter Lars Saabye Christensen. Saabye Christensens Beatles-trilogi handler om en gruppe kammeraters barndom og opvækst i 1960'erne og 70'erne, hvor Beatles-musikken danner et kulturhistorisk baggrundstæppe for selve historien. Samme teknik benytter Kjell Westö i ”Faren ved at være en Skrake” og i ”Der hvor vi gik engang”, når han lader jazzmusikken, Elvis Presley og klassisk klavermusik være vigtige rekvisitter for romanernens karakterer.
Med ”Faren ved at være en Skrake” synes Kjell Westö også at gå i dialog med én af modernitetens store forfattere: Ernest Hemingway. HemingwayHan udgav i 1952 romanen ”Den gamle mand og havet” om den gamle fisker Santiago, som efter lang tids uheld tager ud på havet for at prøve lykken endnu engang. Derude midt i Golf-strømmen står den gamle mand ansigt til ansigt med sit livs udfordring, da en kæmpe sværdfisk bider på krogen, og i flere døgn kæmper fisken og manden en kamp på liv og død. Romanen er blevet læst som et billede på manddom; kampen, et menneskemanden må vinde for at bevise sit værd og sin beherskelse af sig selv og naturen. I Kjell Westös ”Faren ved at være en Skrake” drømmer den inkarnerede lystfisker Werner om at fange større og større fisk. Da hans seneste lystfiskerhistorie ”Langline ved Lingonskær” er blevet gjort til grin i dagbladet, tager han for sin stolthed revanche ved at vove sig ud på fisketur i blæst og høje bølger, hvor han fanger sit livs fangst – en ti kilo tung Sølvfisk. Lystfiskeriet er en gennemgående tråd i romanens handling, og da fortælleren Wiktor er gammel nok, tager Werner sin søn med ud på sin første fisketur som et slags ritual, der skal markere overgangen fra barn til voksen. Men ligesom det nær koster Santiago livet at kæmpe med fisken i Hemingways roman, får fiskeriet også fatale konsekvenser for Werner i sidste ende.