Faren ved at være en Skrake

Citat
”Min mor Vera siger at jeg altid har elsket at løbe. Ved siden af Råberga idrætsplads, neden for skolen, lå der en lille legeplads, og inde på den stod jeg pludselig en forårsdag på to ben uden at støtte mig til nogen eller noget. Det var to uger efter at jeg var blevet Wiktor Juri, og ifølge Vera begyndte jeg næsten omgående at løbe og blev derefter ved med at løbe; i mit andet leveår nægtede jeg at gå, jeg løb altid, og så faldt jeg og fik hudafskrabninger på næse og kinder, mit ansigt lignede altid en skive spegepølse da jeg var lille, siger Vera.”
”Faren ved at være en Skrake”, s. 71.

”Vådan av att vara Skrake” (”Faren ved at være en Skrake”, 2004) fra 2000 er Kjell Westös anden roman i den såkaldte Helsingfors-kvartet, som alle er skildringer af familier i efterkrigstidens Helsingfors. Den blev genudgivet i en ny udgave på dansk i 2014 med den lidt ændrede titel ”Det ulyksalige ved at være en Skrake”.

Romanen følger slægten Skrake, men især fortælleren Wiktors opvækst i den lille forstad Råberga og Wiktors forhold til sin far Werner er omdrejningspunktet for handlingen. Werners far Bruno er kommet til penge ved at bygge store villaer til de velhavende Helsingforsfamilier, men da Werner skal realisere sig selv, er heldet opbrugt. Som ung kører han galt i en varebil fyldt med cola på den dag, hvor læskedrikken lanceres i Finland. Og herefter forfølger uheldet ham – i hans karriere som popcornsælger, lystfiskerforfatter og som hammerkasteren, der bare ikke kan kaste over det djævelske tresmetermål.

29931747

Wiktor vokser op med dette billede af sin ulyksalige far, og han fornemmer, at der eksisterer en vis uro i familiens blod, som får de unge mænd i Skrakeslægten til at dreje om uventede hjørner. Selv føler Wiktor allerede uroen som helt lille og løber i ungdomsårene ud på længere og længere ture, på trods af at han altid afviser at konkurrere til idrætsstævner. Stræben og stædighed uden mål er det, som kendetegner både far og søn Skrake.

”Faren ved at være en Skrake” fortælles i en tragikomisk tone af den voksne Wiktor, som udfolder slægtskrøniken ind i mellem beretningen om sin egen opvækst i den lille forstad. Det er en klassisk dannelsesroman om at vokse op og frigøre sig fra sin familie, og for fortælleren bliver det en slags terapeutisk arbejde, der skal hjælpe ham til at forstå sig selv og det retningsløse liv, han lever. Men som enhver anden stor episk fortælling er romanen ikke kun fortællingen om et enkelt menneske; det er en større beretning om efterkrigstidens Finland. Og det er ikke kun de fine sider af det finske velfærdssamfund, som kommer til syne, men også Helsingforsernes sladderiver, snobberi og klassediskrimination.