Men ingenting hjalp: hendes krop huskede.
Alt stod skrevet på hendes hud, boblede i hendes indvolde, gjorde hendes muskler hårde og spændte.”
I Kjell Westös prisvindende ”Hägring 38” (”Luftspejling 38”, 2014) fra 2013 er den retskafne jurist Claes Thune blevet forladt af sin kone til fordel for sin barndomsven, psykiateren Robi Lindemark. I løbet af året 1938 kæmper Thune med at gøre sig fri af minderne om hende, mens han forsøger at gøre sin advokatvirksomhed til en god forretning. Og så bekymrer han sig også om Onsdagsklubben, som han mødes med for at diskutere kultur og politik. Enigheden i vennekredsen bliver brudt af Hitlers politiske fremstød i Tyskland, for mens nogle i Onsdagsklubben er fascineret af ham, vækker hans politik afsky hos andre.
Thune ansætter den dygtige Fru Wiik, som virker stram og gådefuld, men som i løbet af foråret viser sig at blive et lille lyspunkt for ham i alt mørket. Efterhånden bliver de hinandens fortrolige, men Fru Wiiks fortid står som en mur mellem dem. Hun genlever med ét sine traumatiske oplevelser under den finske borgerkrig i 1918, da hun genkender en af Thunes kammerater fra Onsdagsklubben som ”Kaptajnen”.
51397207
Handlingen i romanen berettes både fra advokat Thunes og Fru Wiiks synsvinkel. Det understreger et overordnet tema i romanen om adskillelse og splittelse, som ikke kun handler om den kløft, som er mellem de to hovedpersoner med hver deres fortid og smerte. Romanen handler også om en splittet nation, et splittet Europa, en splittet verden. I flashback er vi med fru Wiik, da hun som ung pige bliver interneret i sultlejrene under den finske borgerkrig, som blev udkæmpet mellem socialistiske og borgerlige kræfter i landet. Traumet fungerer som en underliggende spænding igennem hele romanen, og forløser til sidst handlingen i et voldsomt og overraskende klimaks.
Selvom ”Luftspejling 38” indfanger tiden lige inden Anden Verdenskrig, trækker den også tråde til nutiden. Ifølge Westö er splittelsen fra borgerkrigen grundlæggende for den finske nationalidentitet, og det er i dag stadig et følsomt emne i Finland, selvom tabuet er blevet brudt. Men der er også noget i den europæiske tidsånd dengang, som kan sammenlignes med verden i dag: ”Det er [ ...] et tidspunkt, hvor man aner, at der vil komme endnu en krig. Men trods Hitler, Stalin og den spanske borgerkrig er det også en periode, hvor der hos mange findes en optimisme. Det går godt for økonomien mange steder, bl.a. her i Norden. Folk går i biografen, dyrker filmstjernerne og lytter til schlagere, ligesom det er en ret kropsfikseret tid. Der findes en række træk, som næsten ser moderne ud. Vi kan genkende kropsdyrkelsen og dyrkelsen af de berømte. Også i dag har vi en blanding af eskapisme og grum virkelighed” (Carsten Andersen: ”Jeg behøver fiktionens frihed til at kunne gå i dybden”. Politiken, 2014-11-14).