Carl-Henning Wijkmarks roman ”Dressinen” fra 1983 (”Dræsinen”, 2015) foregår i 1914, hvor den unge belgiske jesuitterpræst Moulin er udsendt til Congo for at virke for den arbejdsstyrke på ca. 50 vallonere, flamlændere og indfødte, der bygger jernbane i junglen. En aften opdager fortælleren og hans ingeniørven Dittel tre sæt øjne, der nysgerrigt betragter dem inde fra junglen, og det viser sig at være tre menneskelignende aber. De begynder at arbejde for Dittel, der styrer den dræsine, der fragter dem frem og tilbage på jernbanen.
Da Dittel en dag findes myrdet, stikker fortælleren – drevet af evolutionsteoretisk nysgerrighed – i ly af natten til havs sammen med de tre aber på dræsinen, der er udbygget til også at kunne sejle. På vej vestover Atlanterhavet er første stop Napoleons gamle fængselsø Sankt Helena, hvor de flytter ind i et forladt palads, og aberne lærer bordmanerer og ifører sig husets efterladte uniformer. Som en lille familie bor de sammen nogle uger, indtil uroen fra Første Verdenskrig skipper dem videre vestpå. De havner i Brasilien, hvor de sammen med en flok europæiske udvandrere forsøger sig med nybyggerlykken.
51939255
Moulin er mere optaget af Darwins udviklingslære end teologi, så for ham er mødet med de tre menneskeaber et studie i såvel, hvad der kunne være the missing link mellem menneske og abe som spørgsmålet om, hvad det vil sige at være menneske.
Uagtet romanens fantastiske karakter indskriver den eksplicitte, tilbageskuende fortæller en høj grad af uvished om det hændte: Han bestemmer, hvad vi hører og ikke mindst, hvad vi ikke hører, så læseren må bare følge med.
Romanen er en generel udviklingshistorie om udflyttere, indvandring og folkeslags bevægelighed, som det skete i begyndelsen af 1900-tallet. Samtidig rummer den en civilisationskritik, som diskret introduceres, når aberne med deres fremmede blik kigger på den moderne verden: ”fra en normal abesynsvinkel …” ser mennesket besynderligt ud (s. 114).
Med Første Verdenskrigs begyndelse fortælles en art krigshistorie, ligesom der tegnes et tidsbillede af den vilde fremtidstro og teknikfascination, der fulgte med den teknologiske udvikling. Individet skildres i skismaet mellem frygt for og glæde ved det fremmede og ukendte, og romanen fungerer som et overordnet filosofisk ræsonnement om civilisation og barbari, kultur og natur, tro og videnskab.