Carl-Henning Wijkmarks forfatterskab er spændt ud mellem en vild fabuleren i de overdådige værker ”Jægerne på Karinhall”, ”Dræsinen” og ”Vi ses igen i næste drøm” og en strammere logik i ”Natten der kommer”. Til fælles har værkerne en stram, sproglig præcision og et overblik over den vestlige kulturs historie, der sætter alle karakterer og episoder i relation til noget tidligere. Wijkmarks bøger er en manifestation af, at vi alle er rundet af vores historie og del af noget større. Til allersidst, foran døden, er vi alene, men alligevel spundet ind i det mellemmenneskelige fællesskab, hvor vi alle skal dø.
Det centrale i forfatterskabet er at undersøge, hvad et menneskeliv er, og Wijkmark nærmer sig sit bytte fra alle sider: Han lærer os om mennesket ved at betragte aben, og han lærer os om livet ved at studere døden. Han lærer os om samtiden ved kigge på fortiden. Det er en næsten videnskabelig tilgang, han har til tingene. Hvordan ser en abe ud? I hvilken rækkefølge forfalder kroppens indre og ydre dele forud for døden? Hvordan kommer ondskab til udtryk? Hvordan er hospitalsforholdene i Sverige, og hvilken indflydelse har det på oplevelsen af at være indlagt?
Selv fortæller han om sin interesse i at se den enkelte som del af noget større: ”Jeg er først og fremmest indrettet på mine karakterer, de hændelser eller scener, som deres liv udspiller sig i. Men jeg forsøger at konfrontere dem med de store begivenheder, der leder til en selvprøvelse. Det er kernen i det hele. Jeg vil undersøge, hvordan det påvirker dem, forandrer dem, og hvilke konklusioner de drager i deres private liv. Det er kolossalt lokkende at komme dybere ind i en epoke, se hvordan den er sammensat og hvilke kræfter der virker.” (Peter Nielsen: Hans romaner er debatindlæg mod aktiv dødshjælp. Information, 2014-09-19).
Som en modsætning til den detaljerige og voluminøse stil i ”Jægerne på Karinhall” er f.eks. ”Natten der kommer” anderledes tøjlet. Wijkmark fortæller selv om den knappe skrivestil: ”Jeg er meget bange for, at det bliver for ordrigt. Jeg synes, at der ligger en poesi i den her måde at skrive. For mig bliver virkningen altid stærkere med en knap, klassicistisk stil, lidt understatement, ikke at smøre på. Frem for alt ikke blive sentimental, det her emne kan jo friste til en vis sentimentalitet.” (Sara Ullberg: ”Nu är det færdigdött”. Dagens Nyheter, 2009-02-08. Egen oversættelse).
Som den verdensmand han er, tager han også det store perspektiv frem i sine skildringer af det, Oswald Spengler i sit hovedværk af samme navn kaldte Vesterlandets undergang (1918-1922). Spengler optræder selv i ”Vi ses igen i næste drøm”, aberejsen i ”Dræsinen” er en krigskritisk fortælling om civilisationens udfordringer, og det nazistiske magtmorads i ”Jægerne på Karinhall” levnes kun hån. Man kan mærke den dannede aristokrat i romanerne, som er mere spørgende end dogmatiske. Denne filosofiske tilgang til det at være menneske i verden er forankret i klassisk europæisk kultur, der også rummer en stor og varm humor, til tider galgenhumor.
Det dobbelte blik er en gennemgående figur i romanerne – fra Sverige ud på verden og omvendt, fra abe til menneske, fra spion til magthaver, fra flere tider på en gang. Magt, seksualitet og død er ligeledes undersøgelsespunkter i forfatterskabet, der oftest udtrykker sig i en tydelig selvkommenterende fortæller.