I en lavmælt tone fortæller den dødssyge Hasse om sin sidste tid, inden han skal forlade denne jord. Han ligger på stue med tre andre døende: den hjemløse gentleman Harry, den postansatte Börje og den mystiske mand, der ligger bag et forhæng og som den første forlader ”basislejren”, som de kalder Stue 5. Efter en iscenesat sidste middag dør Harry og Börje, og Hasse er overladt til sig selv og de kærlige sygeplejersker Angela og Birgit. Det er den simple romankonstruktion, som Carl-Henning Wijkmark i ”Stundande natten” fra 2007 (”Natten der kommer”, 2013) udnytter til fulde.
Den eksplicitte fortæller Hasse har levet som teatermand i Europa. Nu ligger han alene uden familie og venner omkring sig, og måske af nød bejaer han denne ensomhed, der er et forvarsel om den helt igennem ensomme erfaring det er at dø. Han går videnskabeligt til værks i sine forberedelser, da han med hjælp fra den unge bibliotekar Georg læser sig igennem den del af verdenslitteraturen, hvori døden optræder. I mødet med klassiske værker bliver han klogere på, hvad døden er for andre, men ikke hvad den er for ham. Til sidst lægger han bøgerne fra sig og vender i stedet blikket ud af vinduet, hvorfra den kølige efterårsvind strømmer og en betydende flagermus flyver ind.
29932158
I en reflekterende og selvkommenterende prosa skriver Hasse sig igennem den sidste deliriske tid i sit liv. Undervejs svæver han ind og ud af drømme, af syner og søvn, og kun når den kærlige Angela viser sig, falder Hasse til ro. Vel vidende, at det er hendes upåklagelige professionalisme, der giver ham bløde tryk fra kroppen, lapper han hendes kvindelige opmærksomhed i sig. ”Det kunne have været os to … ” formaster han sig til at sige, helt i sync med sine stadig levende drifter.
Han registrerer kroppens endelige forfald, tabet af værdighed og selvstændighed og den endelige overgivelse til praktiske foranstaltninger og systemet som sådan.
På trods af deres forskellige skæbner er alle mændene lige foran døden, som kroppe med egne minder, følelser og erindringen om berøring. Udover at være en nøje og fintfølende registrering af, hvad der går forud for døden, er romanen et moralsk og filosofisk partsindlæg i diskussionen om aktiv dødshjælp, selvmord og værditab i et samfund, der prissætter alting.