Det der først og fremmest springer i øjnene når man læser Laura Ingalls Wilders forfatterskab er hendes næsegruse respekt for sin far sidestillet med familiens stærke religiøsitet. Familien Ingalls holder søndag som hviledag og man læser ofte i Biblen. Man går i kirke og i søndagsskole og beder bordbøn og har en klar opfattelse af rigtigt og forkert. Hos familien Ingalls giver man hellere sine sidste fem dollars til en ny kirkeklokke end man køber nye støvler.
Laura er oprøreren i familien og kommer tit i uføre – hun reddes oftest af sit rene sind og af sin far, der inderst inde er ligesom hende. De klare opfattelser af rigtigt og forkert indebærer blandt andet, at man ikke må blive alt for glad for noget og ”rethaverisk” – man skal være klar til at give sine kæreste ejendele væk for at være en god kristen – og dette giver selvfølgelig nogle problemer, der beskrives meget ærligt i bøgerne.
Det er klart, at forholdene for en nybyggerfamilie i 1800-tallets Amerika krævede, at man kunne stole på sine børn og at de tog deres tørn i dagligdagen. Derfor kan man godt forstå den strenge opdragelse af familien Ingalls børn – og her er aldrig tale om uretfærdighed eller forfølgelse - børnene tages alvorligt som individer. Familien må ofte gå på kompromis og man aner som læser en konflikt mellem den eventyrlystne Charles Ingalls og den religiøse og ambitiøse Caroline Quiner.