Krimiforfatteren Robert Wilson kommer fra den øvre britiske middelklasse, nærmere bestemt en egen lille beduinstamme i de statsansattes rækker, militærpiloterne. Faren var i flyvevåbnet, Royal Air Force, og karrieren sendte familien vidt omkring. I 1963 havnede den i Frankrig. Året efter blev den syvårige Robert Wilson sendt tilbage til England på kostskole. “Jeg kom ind i en brutal verden, som gav mig en livslang interesse for fascistiske regimer. I en alder af otte vidste jeg alt om terror, konsekvenser, straf og psykisk tortur, såvel som trods, modstand og venskabets bånd,” erindrer Robert Wilson (www.robert-wilson.eu).
Han skiftede skole, og forsynet udstyrede ham med en stribe gode engelsklærere, som førte ham ind på Oxford, hvor han læste engelsk på St. Edmunds Hall (et af de otteogtredive 'colleges' plus seks 'halls', som udgør Oxford Universitetet). I sommerferien stod den på Greyhound-busser igennem USA og året efter på en rejse fra London til Nepal i en udrangeret varevogn fra det Hollandske postvæsen.
Efter tre års studier fik Robert Wilson sin kandidatgrad. Han arbejdede som guide på arkæologiske udgravninger i Grækenland. Han mistede kæresten og fik ikke taget afsked med faren, som døde. Han var i sort humør og skrev digte, som ikke blev udgivet.
En ungdommelig og eventyrlig rutsjetur kulminerede med en vanvittig rejse gennem Afrika i begyndelsen af firserne, hvorefter han blev gift, slog sig ned i Sintra syd fra Lissabon og gjorde de indledende øvelser til forfatterkarrieren med rejseskildringer.
I 1992 flyttede ægteparret Wilson til en bedårende ruin i Alentejo-provinsen på grænsen til Spanien (generøst skildret på forfatterens hjemmeside, www.robert-wilson.eu – et kig værd (Konstateret utilgængelig 2021-01-07)). Herefter begyndte en gennemstruktureret tilværelse med faste skriverutiner.