Den moderne politiroman handler stadig om en teamindsats, men med det alt overskyggende fokus på en enkeltperson i gruppen, som regel en hængemulestrømer som Javier Falcón. Javier Falcón er med sine spansk-arabiske rødder en paradoksal figur, en sammenfatning af Andalusiens historie og indbegrebet af hele den splittelse, som løber ned gennem det globaliserede Europa mellem gammel-europæere og ny-europæere, indvandrere og indfødte, islam og kristendom. Det er et solidt afsæt for en fortælling om kulturforskelle og kultursammenstød, og Robert Wilson går dybt med det på de første tohundrede sider af Sevilla-kvartetten. Her tematiserer han modsætningen og paradokset med en række små, tankevækkende definitioner af begreber som 'sammentræf' (side 30), 'ondskab' (side 105), 'kunst' (side 124), 'det'/'geni' (side 132), 'geni'/ 'livsfilosofi' ( side 142), 'geni' (side 144), 'valg' (side 200) og 'motiver' (side 208).
Der er lagt op til en fortælling, som vil lidt mere end de fleste politiromaner, ikke mindst fordi Wilson har udstyret sin fortæller med en fin fornemmelse for dialogen, en sikker billeddannelse og et psykologisk dybdeperspektiv med det ensidige fokus på Falcón. Men i anden halvdel af “Den blinde mand i Sevilla” ebber det ud som lidt uforpligtende lir, der viser tilbage til forfatterens Oxford- og digterdage. Seriens fokus ligger på øjenlågsafklipninger, afløbsrensdød, lortedrukninger, mafia, terror og forviklinger i rigmandskvarteret og kunstnerfamilien eller med andre ord gore, splat, thriller og melodrama som krydderi til romanens politiefterforskning. Middelklassen er fraværende, og de grimme og fattige er narkomaner eller håndlangere, der kan udryddes i en bisætning. Det er overskrifts- og Hola!-versionen af Spanien med tyrefægtere, flødebolleskuespillere, politikere, byggematadorer og mafiosoer.
I farten overser Wilson den befolkningsgruppe, som mere end nogen anden har givet andalusisk kultur farve, og som altid borger for et spraglet indslag i en krimi, sigøjnerne. Sådan kan det jo gå, når der er travlt i skriveværkstedet. De institutioner, hvor romanen placerer kriminaliteten og korruptionens udspring, store byggefirmaer, rådhuset og mafiaen, åbnes ikke op. I stedet placeres nøglen til forbrydelsernes opklaring i den individuelle psyke – i en eller anden psyke pakket ind i tykke lag af fortrængninger – og hentes frem gennem lommepsykologi og altså ikke gennem indsigt i det sociale, politiske og økonomiske liv. Det er ikke enestående i en genre, som har gennemgået en naturlig udvikling fra det realistiske og samfundskritiske mod det kulørte og eklektiske – og monumentalt lange romaner, som om længden kunne gøre det op for tabet af substans. En tendens, Wilson også inkarnerer. Hans romaner er rigtig lange, og inden de fandt en ny forlægger i Danmark, var oversættelsen oven i købet presset med en tredjedel i forhold til den engelske udgave (fra den onde side af sekshundrede til den onde side af firehundrede i oversættelse), så det er på med pincenezen, hvis man sidder med de første bind i serien.