Herhjemme er Jacqueline Wilson bedst kendt for historien om den 13-årige Ellie, der går i syvende klasse. Serien på fire bind er blevet kaldt “Bridget Jones for børn og unge” og handler om tre pigers hverdagsdramaer i et middelklassemiljø i England. Historien fortælles af Ellie, der elsker at tegne og er talentfuld.
Men hun er lav og rund og har problemer med sit selvværd. Det gør det ikke nemmere, at veninderne, Nadine og Magda, er vildt smukke. Ellie bor med sin far, halvlillebroren Eddie og den 27-årige papmor Anna. Hendes rigtige mor er død, og hun savner hende. Ellie bliver til tider jaloux på den nye familie og føler sig udenfor.
På originalsproget er bøgerne illustreret med tegninger i starten af hvert kapitel, men i Carlsens danske udgave er der kun tekst. Serien er i øvrigt vist som tv-serie, men Jacqueline Wilson var utilfreds med filmatiseringen af forskellige grunde. Pigerne er blandt andet fremstillet som ældre, og skuespilleren, der skal spille hovedrollen Ellie, er tynd.