Wilsons bøger er alle skrevet fra et barn eller en teenagers synsvinkel i et let og humoristisk sprog. Selv om en bog måske tager udgangspunkt i en 10-årig piges liv, holder det ikke hovedpersonen fra at have komplekse tanker og bekymringer.
Jacqueline taler ikke ned til sine unge læsere. Hun skriver om alt lige fra død, skilsmisse, fattigdom, hjemløshed og mobning til anoreksi og psykiske problemer. Det er derfor ikke alle, der mener, at Jacquelines bøger er velegnede til den unge målgruppe. En mand købte for eksempel “Bad Girls”, efter han havde læst en anmeldelse i den britiske avis the Guardian. Da han nåede til passagen, hvor Tanja omtaler hendes mors selvmord, blev han forarget. Bogen var en gave til hans 9-årige barnebarn, og han skrev til anmelderen, Joanna Carey, at hun havde taget fejl af bogens målgruppe. Men da han og barnebarnet havde læst bogen færdig, modtog hun et formildende brev: “Den er helt sikkert meget forskellig fra de bøger, jeg læste som barn. Men bogen er vigtig og skaber debat, og vi har faktisk været meget glade for den. Min kone er i gang med at læse den nu.” (Joanna Carey: “An interview with Jacqueline Wilson”, 2000, side 37).
Jacquelines ungdomsromaner tager gerne fat, hvor det gør ondt. Hun ønsker debat om tabubelagte emner, hvilket også kan give bagslag. En anmelder på Fyens Stiftstidende bryder sig for eksempel ikke om den løftede pegefinger i “Double Act” fra 1995. (Marie Glent-Madsen: “Lidt for belærende socialpædagogisk”. Fyens Stiftstidende, 2005-05-14).