Hvis man er vild med Jacqueline Wilsons bøger, er der også danske forfattere, man kan kaste sig over. Trine Juul Hansen har for eksempel skrevet en ungdomsserie om den 13-15-årige Nanna. Bøgerne er udformet som dagbog. Temaerne er kærester, jalousi, veninder, fester, sport og forholdet til forældre. Forfatteren er ligesom Jacqueline heller ikke bange for at udforske alvorlige emner såsom alkoholisme og fortæller om teenageren Anne, hvis mor drikker.
Den prisbelønnede børne- og ungdomsforfatter Lena Eilstrup er måske endnu nærmere Wilsons skrivestemme. Hendes serie “Mig” følger en pige, fra hun er 15 år og får sin første kæreste, til hun rejser rundt i verden som globetrotter. Serien er spækket med humor og skrevet i et let sprog. Bøgerne handler om jegpersonens kaotiske familieliv, veninderne og forholdet til fyre. Seriens to første bind er udformet som en dagbog, mens det sidste bind er en emailkorrespondance til bekendte fra udlandet.
Wilsons hovedpersoner er altid piger, men hvis man godt kunne tænke sig en mandlig hovedperson indenfor samme genre, kan man stifte bekendtskab med den engelske forfatter Susan Townsend. Hun har for nogle år siden skrevet en serie om den bumsede Adrian Mole og hans problemer med dagligdagen og kærlighedslivet.