Big Breasts & Wide Hips

Citat
”Her nose was assailed by the smells of gunpowder, rubber, blood, and mud that turned the heated air sticky and thick, and her breast was suffused with a foul miasma that seemed about to explode.”
”Big Breasts & Wide Hips”, s. 34.

Efter udgivelsen af den satiriske ”The Republic of Wine” (1992), hvor en statsansat detektiv undersøger påstande om, at indbyggerne i en bestemt provins sætter børn i verden for blot at lade lokale, kræsne embedsmænd spise dem, udgav Mo Yan i 1996 den sanselige, voldsomme og visse steder erotiske ”Big Breasts & Wide Hips”.

”Big Breasts & Wide Hips” er – som titlen indikerer – først og fremmest en roman om kvinder. Kvinder, der i en mandsdomineret tid er stærke, fysiske og altopofrende, og romanen er tilegnet Mo Yans egen mor, der døde i 1994. Titlen stammer fra en antik stenstatue af en kvinde med struttende bryster og baller, som Mo Yan engang blev fascineret af.

”Big Breasts & Wide Hips” fortæller – som ”Red Sorghum” – historien om en familie, men i ”Big Breasts & Wide Hips” er fortællingen i højere grad ordnet kronologisk, så læseren føres fra slutningen af Qing-dynastiet gennem den japanske besættelse i 1930’erne, borgerkrigen og Kulturrevolutionen og i sidste ende årene efter formand Mao. På trods af at ”Big Breasts & Wide Hips” modtog Kinas mest prestigefyldte pris for fiktion, Kiriyama-prisen, så fik den også officiel, statslig kritik for at være amoralsk og for ikke at gengive de historiske begivenheder i krigen mellem Kina og Japan korrekt og blev således forbudt i Kina.

Romanen starter i 1936 på aftenen for den japanske besættelse, hvor romanens fortæller, Shangguan Jintong, som den eneste dreng i en børneflok på ni fødes, mens historiens egentlige begyndelsespunkt finder sted i kapitel to, der kronologisk set er romanens startsted. Som i ”Red Sorghum” finder de væsentlige begivenheder sted i de otte besættelsesår, hvor Kina ligger i krig med Japan. Inden da har Shangguan Jintongs mor – der blot hedder Mother – født syv børn, og alle er de undfanget med andre end Mothers sterile mand, der arbejder som smed.

Generelt fylder de mandlige figurer ikke meget i ”Big Breasts & Wide Hips”. De, der optræder i romanen, er for størstedelens vedkommende blot gift med Mothers mange døtre, og ingen af dem får megen respekt fra Mothers side. Den, der omtales mest positivt, beskrives dermed som en bastard, der dog er sit navn værdigt. Den mandlige fortæller – Mothers yngste barn – er således et forkælet barn, der intet skaber. Tværtimod er det historiens stædige og stærke kvinder, der skaber liv og risikerer deres egne liv for at redde børn og børnebørn.