Da Mo Yan blev offentliggjort som vinder af årets Nobelpris i Litteratur, kaldte nobelpriskomiteen hans skriveform for hallucinatorisk realisme. Det hallucinatoriske skal forstås som en sanselig sammenblanding af folkeeventyr, historie og samtid, hvor levende beskrivelser af naturen, kroppe og karakterers inderste følelser og længsler forenes med en mere mundtlig fortælletradition.
Mo Yans forfatterskab er i høj grad drejet om socialrealistiske og ofte personlige fortællinger, der med mytiske og fantastiske elementer leverer en kritisk fremstilling af bl.a. de kinesiske landbrugsreformer i 1950’erne og kommunisternes kulturrevolution fra slutningen af 1960’erne. Således er to af hans romaner, ”Hvidløgsballaderne” og ”The Republic of Wine”, blacklistet af Bejings styre – uden at forfatteren dog er blevet forvist fra det kinesiske samfund.
Mo Yan er nemlig ikke en decideret politisk forfatter. Mo Yans fortællinger skildres ofte fra ’den lille mands’ synsvinkel – formentlig grundet Mo Yans egen bondeopvækst – og ofte er der satiriske elementer. Vesten er vant til systemkritiske, kinesiske kunstnere som den politiske aktivist og billedkunster Ai Weiwei (f. 1957) og den danskoversatte kritiker og satiriker Yan Lianke (f. 1958), der har fået flere bøger blacklistet i sit hjemland. Mo Yan betegnes – på trods af sine kritiske beskrivelser af Kinas udvikling de sidste 50 år – som systemets mand og dermed som en slags modvægt til de to førnævnte. Således hyldede forfatteren i sommeren 2012 kommunistpartiets leder, Mao Zedong (1893-1976), ved at skrive den tidligere kommunistleders litteratursamtaler i byen Yan’an af i sin egen kalligrafihåndskrift.
Ai Weiwei har ligeledes kritiseret, at Mo Yan – i stedet for en mere systemkritisk og politisk forfatter – skulle modtage Nobels Litteraturpris, og den negative benævnelse som systemets mand har Mo Yan da også mødt tidligere. Selv udtrykte Mo Yan det således på bogmessen i Frankfurt i 2009: ”En forfatter bør kritisere og udtrykke indignation over samfundets mørke sider og menneskets hæslige natur. Nogle har lyst at råbe i gaderne, men vi bør også tolerere dem, som gemmer sig på deres værelse og bruger litteraturen til at udtrykke deres holdninger.” (Mette Holm: Mo Yan – den stille kritiker. Berlingske Tidende, 2012-10-12.)
Også nobelprismodtageren fra 2009, tysk/rumænske Herta Müller, har kritiseret komiteen for at have givet Mo Yan nobelprisen for litteratur, da han ”(…) ikke har lagt afstand nok til det kinesiske styres knægtelse af frihedsrettigheder og censur.” (Peter Nielsen: Mo Yan har stadig fortjent Nobelprisen. Information, 2012-12-11).
Selv har Mo Yan ikke svaret direkte på kritikken, men har i stedet fortalt om sit bondeophav, forholdet til sin familie og om den normative og kedelige tid i den kinesiske hær, hvori han med egne ord mødte 1980’ernes intellektuelle frigørelse.