Isabel Allendes næste bøger fortsætter i sporet efter debuten. Udviklingsromanen ”De amor y de sombra” fra 1984 (”Kærlighed og mørke”, 1986) skildrer via en journalists kærlighedshistorie Chile under militærdiktaturets magtudøvelse.
I den pikareske roman ”Eva Luna” fra 1987 (”Eva Luna”, 1988) er hovedpersonen en tjenestepige, som siden bliver fortæller og tør sige diktaturstaten imod. I novellesamlingen ”Cuentos de Eva Luna” (1991) (”Eva Luna fortæller”, 1990) – en rammefortælling med et mylder af magiske skæbneanekdoter – fortæller Eva Luna som en anden Sherazade historier til sin elskede Rolf Carlé, som er journalist ved en revolutionær avis.
22017306
Fra begyndelse af jeg-fortællingen ”Eva Luna” introduceres hovedpersonen, som er datter af kvinden Consuelo og en indianer med gule øjne, der var lige ved at dø, da han blev bidt af en slange kort før undfangelsen af Eva Luna. Også i ”Eva Luna” skildres en verden, hvori det overnaturlige – altid fortalt i en nøgtern tone – har lige så stor værdi som det hverdagslige og rationelle, og hvor alting er til stede samtidigt. Fortid, nutid og fremtid smelter sammen. Det konglomerat af forskellige livsopfattelser og fortælleformer hænger blandt andet sammen med den latinamerikanske virkeligheds kontrastfyldte karakter: ”Mens industrifyrster i hovedstaden diskuterer forretninger over telefonen med deres kompagnoner i andre byer på kloden, er der områder i Andesbjergene hvor levevisen stadig er den samme som den de spanske erobrere bragte med fem århundreder tidligere, og i visse landsbyer i junglen vandrer folk stadig væk nøgne rundt under træerne som deres forfædre i stenalderen.”
Et centralt tema i Allendes bøger er kvindens kamp for retfærdighed i en mandsdomineret verden. I ”Eva Luna” antydes tematikken allerede i titlen: Eva betyder liv, Luna (måne) er et symbol på matriarkatets styrke. Således lever flere af romanens kvinder uden mænd eller forsøger at begrænse afhængigheden af dem. I det patriarkalske system, kvinderne lever i, er de tvunget til at kæmpe på den eneste måde, de kan: ved at tage kontrol over deres tilværelse, fysisk og spirituelt. Det gør hovedpersonen, som nægter at påtage sig en entydig kønsidentitet, men til gengæld finder en alternativ rolle som fortæller. Fra sin mor ved hun, at ordet er et kraftfuldt våben og et middel til at komme hæmmende vilkår til livs.