Den uendelige plan

I udviklingsromanen ”El Plan Infinito” fra 1991 (”Den uendelige plan”, 1992) forlader Isabel Allende for en tid det eksil-motiv, der har drevet forfatterskabet fra begyndelsen. Handlingen er denne gang henlagt til USA og har en mandlig hovedperson: fighteren og Vietnam-veteranen Gregory Reeves.
 
Historien begynder i 1940'erne, hvor Gregory som barn rejser langs den amerikanske vestkyst med sin familie. Hans far er lægprædikant og forsørger sin familie ved at udbrede budskabet om Den uendelige plan – en tro, han selv har fundet på. Med den omrejsende karavane er også kvinden Olga, som med sin krystalkugle kan spå om fremtiden. Da faren bliver syg, må familien slå sig ned i et latinamerikansk kvarter i Los Angeles, og Gregory må forsøge at klare sig som en af de få hvide børn i en spansktalende verden. Fortællingen følger herefter hovedpersonen de næste fire årtier, hvor han oplever krigens rædsler i Vietnam, uddanner sig til advokat og kæmper med kærligheden og misbrugsproblemer. Sent i livet når Reeves til den erkendelse, at hans liv har haft for store omkostninger, men på romanens sidste sider er han igen på ret køl takket være en dygtig psykiater. 22063251

I sædvanlig Allende-stil kombineres fortællingen med en skildring af skelsættende historiske begivenheder: ”Nova Reeves kunne udpege præcis den dag, hun mistede troen på menneskehedens godhed” (s. 31). Undervejs i beretningen stiller fortællingen kritiske spørgsmål til den amerikanske drøm, som Reeves har forsøgt at realisere. 

Også i andre Allende-romaner er omdrejningspunktet et menneskes livshistorie. I ”Retrato en sepia” (2001) (”Portræt i sepia”, 2002) befinder vi os både i San Francisco og Chile i 1800-tallet. Historien er fortalt af fotografen Aurora del Valla, som vokser op hos sine bedsteforældre og nu – da historien fortælles – sidder ensom tilbage efter et falleret ægteskab. Auroras fortælling former sig som en flakkende bevægelse igennem hendes fortid og nutid, og som altid hos Allende berettes om andre skæbner undervejs i en overdådighed af detaljer om udsøgt mad, møblementer og ekstravagante personager. ”Jeg skriver for at opklare min barndoms gamle hemmeligheder, for at definere min identitet”, siger Aurora del Valla et sted. Ved at fortælle bliver hun selv en demonstration af romanens ide: at bevidsthed om de kræfter, som har formet os som individer, er en forudsætning for handling.