Skæbner på jordens hotel

Citat
“Og herfra får vi øje på månen, og så er vi for alvor hjemme. Drømmende stirrer og stirrer vi gennem det skårede ujævne glas ind i den gule, runde kugle af honningdryppende lys, og vi ved, hvad der holder alverdens oceaner i evig bevægelse, vi ved, hvorfor bølger selvpinerisk kaster sig op imod sten.”
Trine Andersen: “Hotel Malheureux”, side 30.

Novellesamlingen “Hotel Malheureux” fra 1995 er Trine Andersens første udgivelse. Den indeholder ni vidt forskellige noveller med meget forskellige hovedpersoner, der ofte befinder sig i lettere absurde, men dog genkendelige miljøer. Tematisk har novellerne meget tilfælles. En novelle, der eksemplificerer temaerne er titelnovellen “Dage og nætter på Hotel Malheureux”. På hotellet indlogerer ensomme, melankolske skæbner sig for at gruble over smertelige erindringer og dykke ned i følelsen af mangel på mening med tilværelsen. Da en ung mand kaldet Den Stumme flytter ind på hotellet, finder de logerende endelig en mulighed for at få forløst deres smertefulde sind. De bruger Den Stumme som en form for psykologisk rådgiver, som de med ro i sjælen kan betro sig til, fordi han er stum og dermed ikke kan viderebringe deres historier. Rådgivningen får dog en brat ende, da Den Stumme forelsker sig i en ung kvinde, der flytter ind på hotellet. Efter dette bliver han anderledes distræt, frustreret og begynder selv at søge mening og forløsning. Det betyder, at han ikke længere har overskud til at hjælpe de andre med deres problemer. De logerendes frustrationer vokser i takt med, at Den Stummes forhold til kvinden udvikler sig og kulminerer i et voldsomt fælles vredesudbrud, da de finder ud af, at Den Stumme slet ikke er stum.

Karaktererne i novellesamlingen synes umiddelbart vidt forskellige, men fælles for størsteparten er, at de på den ene eller den anden måde søger efter en mening med tilværelsen. De fleste af hovedpersonerne er ikke lykkelige og tilfredse, og nogle søger derfor efter en forløsning for tomheden, mens andre prøver at finde en metode til at føle, at der er en mening med livet. Således finder den hjemløse Ida i “Idas hus” tilfredshed i et skur på havnen, som giver hende noget, hun ikke har haft længe: Et hjem, tryghed – noget hun har hårdt brug for som omflakkende, fattig hjemløs på samfundets bund. Et andet eksempel er fotografen i “Tårnspringeren”, som leder efter en måde at 'samle’ sig selv på, at få styr på alle de kaotiske fragmenter, verden består af. Hun finder svaret i den dybe koncentration og fysiske perfektion, karrieren som tårnspringer kræver.

Historierne fortælles af forskellige fortælletyper. I nogle af novellerne optræder en jeg-fortæller, for eksempel i “Tårnspringeren”, som fortælles af udspringstræneren, der forelsker sig i den tidligere fotograf. I andre af novellerne optræder en tredjepersonsfortæller, blandt andet i “Landet udenfor”, hvor en alvidende tredjepersonsfortæller beskriver en pianistinde, der pludselig rammes af voldsom sceneskræk.

Sprogligt er novellerne skrevet i en reflekterende og poetisk stil, hvor forfatteren gør flittig brug af sproglige billeder som metaforer, sammenligninger og personificeringer. Ofte beskrives komplicerede følelser og tanker ved brug af lange sætninger og mere eller mindre filosofiske udredninger.

Temaerne i novellesamlingen er en stor, blandet buket af menneskelige relationer og eksistentielle problemstillinger. Store almenmenneskelige emner som kærlighed og ensomhed fylder en del i bogen, men der er også plads til for eksempel dommedagslignende spekulationer om verdens fremtid som i “Aprilsnar”, hvor den unge Igor gør sig tanker om, hvordan jorden snart vil gå under. Novellesamlingen udmærker sig især ved sine stærke personskildringer, der giver et troværdigt og genkendeligt billede af eksistenser i vores samfund samtidig med, at absurditeten og humoren hele tiden lurer lige under underfladen.