De fleste af digtene fra digtsamlingen “Den nye verden” , der udkom i 2001, er korte og skrevet i et enkelt sprog i jeg-form. Ofte bruger Trine Andersen sproglige billeder som metaforer eller personificeringer til at illustrere en følelsesmæssig stemning eller eksistentielle spekulationer, som jeg’et gør sig. Dette er for eksempel tilfældet i digtet “Jeg har pingviner i maven”. De pingviner, fortælleren har i maven, symboliserer de ord, som fortælleren godt selv ved ikke er de klogeste i verden, men som hun alligevel udgyder for at få opmærksomhed. Sammenligningen mellem pingviner og ord får dog et tvist sidst i digtet, der sluttes med linjerne: “Og tag ikke fejl/deres næb er ikke til at spøge med”. Med denne afslutning viser fortælleren, at under det umiddelbart latterlige, er der noget andet og mere ’bidsk’.
I samme stil er digtet “Logbog”, hvor et pars kamp for at komme igennem en svær tid illustreres ved, at de befinder sig i en ubåd og fører logbog over, hvordan de formår at styre uden om skærene og få de hårde sejlforhold lagt bag sig. Digtet er desuden symptomatisk for digtsamlingen ved, at det tematiserer en kærlighedsrelation, idet nære temaer som kærlighedsforhold, utroskab og børn går igen i en lang række af digtene.
23375370
Det dominerende tema for digtene i “Den nye verden” er dog ønsket om at være en anden end den, man er. En del af digtene indeholder spekulationer om, hvem man vil være og kunne være blevet, hvis tingene havde flasket sig anderledes. I digtet “Længsel” lyder første strofe således: “Jeg længes ikke tilbage mod det der var/men mod det der ikke var/som jeg nu kan se kunne have været/og have været meget smukkere end det der var.” Fortællerstemmen reflekterer her over de valg, hun har truffet i sin fortid, og over spildte muligheder, der aldrig vender tilbage. Digtet reflekterer over det skæbnesvangre i de valg, vi tager,; de beslutninger som former vores liv på godt og ondt. I næste strofe tilføjes digtet yderligere et lag i længslen, der nu ikke kun omhandler fortiden, men også fremtiden: “Jeg længes ikke imod det der skal blive/men imod det der ikke skal blive/som jeg nu kan forestille mig men til den tid vil have glemt og/først erindre/når det ikke har været.” Fortælleren længes ikke kun efter forspildte muligheder, men også efter fremtidens spildte muligheder, de fravalg, der nødvendigvis må træffes i fremtiden. Digtets fortæller er ikke tilfreds i sit nu, men længes efter noget andet, nemlig de muligheder hun ikke fik gjort brug af og de muligheder, hun ikke får gjort brug af. Digtet indeholder et strejf af determinisme, som om fortælleren ikke har nogen mulighed for at slippe fri af længslens greb. For ligegyldigt hvordan hun vælger, vil hun stadig længes efter det, hun ikke fik.