De menneskelige relationer og eksistentielle problemstillinger er Trine Andersens kendemærke. Med sin poetiske skrivestil, der blander genrer, sprog og fortællere i en appetitlig pærevælling, skriver hun sig ind i litteraturhistorien som en repræsentant for sin tid udtryks- såvel som indholdsmæssigt.
Temamæssigt kan Trine Andersen minde om Anne Lise Marstrand-Jørgensen, som også har en forkærlighed for at bruge poesien i sine beskrivelser af menneskets psyke og forbindelser til andre mennesker.
Den træfsikre og sprogligt nuancerede stil, som hun beskriver samfundets eksistenser med, kan minde om Kirsten Thorup. Thorup er netop kendt for sin evne til at identificere sig med og skildre eksistentielle grænsetilstande, samfundets randeksistenser og menneskers konflikter. Et eksempel på dette er romanen “Bonsai” fra 2002, som, på samme måde som Trine Andersens bøger, består af flere fortællinger og fortællere. Hovedpersonerne er Stefan og Nina, som møder hinanden, da Nina flytter til København med det formål at udslette sin provinsoprindelse. Stefan kan med sin kunstneriske indgangsvinkel til livet hjælpe hende på vej og har selv brug for et alibi for at kunne leve dele af sin seksualitet ud i skjul.
Trine Andersens evne til at blande filosofi, psykologi og poesi i skøn harmoni placerer hende som en alsidig og refleksiv forfatter, som, med ophævelsen af grænser for form såvel som indhold, stiller sig skulder ved skulder med de andre aktuelle postmodernistiske forfattere. Dog er Andersen særlig i en dansk kontekst ved, at hun ikke alene kommenterer på forhold i Danmark, men også på tilstande uden for landets grænser, særligt i den tredje verden. Interessen for verden uden for Danmark giver forfatterskabet en bredere horisont og gør, at det kan læses af mange forskellige læsere.