Allerede inden læsningen af Amalie Smiths bog ”Et hjerte i alt” (2017) må man tænke over, hvad en bog er, hvad læsning er, og at man sidder med en fysisk bog i hånden. Teksten er trykt på den ”forkerte led”, så man læser teksten som en rulle, der løber over siderne uden hensyntagen til sideskift. Læseren skal gå kropsligt til værks, vende bogen 90 grader og læse siderne oppefra og ned, i stedet for at bladre fra venstre mod højre.
Bogens fysiske udtryk ligger forud for eller i forlængelse af bogens indhold, der grundlæggende interesserer sig for forholdet mellem menneske og verden. ”Et hjerte i alt” er en samling af forfatterens noter, billeder, prosa og essayistik fra 2007 til 2017 og løber som sådan i flere spor. Teksterne er klippet op og blander sig med hinanden, så de tilsammen danner en samlet tekst.
53109810
Et spor er skrevet fra Hald sø i 2013, et spor er skrevet efter en hjernerystelse i 2012, nogle noter hænger sammen med arbejdet med ”Marble” osv. De fleste af teksterne kredser om de samme tematikker som forfatterskabets øvrige værker og udfolder selve arbejdet med disse. Gennemgående er interessen for forholdet mellem menneske og natur, mellem at læse og se, om kærlighed, overflader og Marguerite Duras’ film. Desuden ridses en ulykkelig kærlighedshistorie op: Fortælleren forelsker sig i Katten samme nat, som hun får hjernerystelse.
Smith ser på verden som med nye øjne, udforskende og nysgerrigt: Hvad er verden, og hvordan forstår jeg den? Hvordan sanser og opfatter jeg den? Kan man stole på sine sansninger, eller er de betinget af viden?
På trods af bogens collagestruktur med selvstændige tekster, stills, fotografier og skitser fremstår den som et hele i kraft af den samlende tilgang til verden: et blik, der både er kunstnerens og naturvidenskabskvindens. Et æstetisk blik funderet i fakta. Sproget er præcist i sine betragtninger, nøgternt registrerende, her fra flyveren: ”Cirkler og halvcirkler af sorte afgrøder. Enkelte lys. En art hvide floder skilles og løber sammen igen. Sne? Kridtstøv, okkerstøv, kulstøv? En flødeagtig dis. Hvordan skal jeg forklare det – og hvorfor skal det være præcist?” (s. 8).
Om det handler om svampedykkere, bemaling af statuer, cykliske tekststrukturer eller om hjernerystelse og læsning, så passer det hele sammen i Amalie Smiths fortsatte værk, der med ”Et hjerte i alt” samler op på indtil videre ti års praksis og binder forfatterskabet sammen.