Amalie Smith udforsker i sine værker det at se og det at læse. I ”Læsningens anatomi” handler det om at læse, i ”Marble” om at se. Den anatomiske dissektionstanke fra ”Læsningens anatomi”, hvor netop læsningen gøres til genstand for kirurgisk interesse, kan overføres til de andre værker i deres videnskabelige tilgang: I ”I civil” er der medicinske optegnelser over krop og celle, i ”Marble” er marmors anatomi under mikroskopet. Overordnet kan forfatterskabet siges at være en søgen efter en genstands iboende væsen: læsningens væsen, kroppens væsen, skulpturen/kunsten/materialet/overfladen/farvens væsen. Særligt i ”I civil” udforsker Smith den vedtagne klassifikation af verden i plante-, dyre- og mineralriget ved at huske os på, at krystallinske strukturer indgår i dyrekroppen i f.eks. tænder.
Med forfatterens baggrund som både elev på Forfatterskolen og på Kunstakademiet sprænger Amalie Smiths værker rammerne for gængse genrekonventioner inden for form og indhold. Tekststykkerne optræder både opbrudte og sammenhængende, og de kompletteres af forfatterens egne billeder. Nogle tekstbidder i ”De næste 5000 dage” er samplet direkte fra virkelige medier og fungerer som readymades, mens andre ligner manuskripter med regibemærkninger og forfatterkommentarer. Smiths tekster har en teoretisk klangbund i deres udforskninger af tid, materiale, rum og bevægelse. De naturvidenskabelige betragtninger forbliver ikke abstrakte, men omsættes særligt i debutværket i sansningen og sproget til dele af en kærlighedsfortælling. Selv siger forfatteren om den naturvidenskabelige inspiration: ”Meget af det, jeg skriver, handler om abstrakte ting som tid, rum, lys og uendelighed. Jeg kan godt lide at beskrive den bevægelse, der ligger i at gøre det abstrakte hel konkret.” (Camilla Stampe: Det handler om at udforske det uafgørlige. Information, 2009-08-05).
Som eksempel på, hvordan det abstrakte og det konkrete spiller sammen, nævner Amalie Smith oplevelsen og forståelsen af tid: ”Jeg er optaget af, at man ved at opholde sig på bestemte steder på bestemte årstider kan se tilbage på de steder, hvor man har opholdt sig før på den samme årstid - men tidligere. På den måde er tiden ikke kun noget, der går lineært i én retning, men også noget man kan springe rundt i.” (Camilla Stampe: Det handler om at udforske det uafgørlige. Information, 2009-08-05). Det kropslige og det erkendelsesmæssige mødes i Smiths tekster, som bliver til studier af livets gang i et både meget stort og et meget småt perspektiv.