Den hybridform, Amalie Smith bruger i sine bøger, ligner udgivelser fra andre forfattere i dansk samtidslitteratur. Eva Tind Kristensen har i sine bøger ”do” og ”Eva+Adolf” flittigt brugt fotos, readymades og skiftende litterære former, og Maja Lee Langvad har bl.a. i sit debutværk ”Find Holger Danske” ligeledes indoptaget elementer fra virkeligheden. En forfatter som Pablo Llambías bruger i sine tidlige værker skiftende fortælleformer og ikke-litterære indslag, og Amalie Smith nævner selv dennes ”Rådhus” som et beslægtet værk. Også Mette Moestrups digte og norske Erlend Loes romaner gør brug af disse greb.
Den naturvidenskabelige interesse har Amalie Smith til fælles med f.eks. Peter Adolphsen, Sissel-Jo Gazan og Merete Pryds Helle, som ikke mindst i ”Den Store Åbning” (2024) deler Smiths interesse for såvel materialer og materialehistorie som livets opståen og menneskelivets udvikling. De skriver begge nysgerrigt om vævning og væveren Ada Lovelace, om ler og lerfigurers historie og fortællinger, om universets og livets opståen og om menneskehedens historie. De spørger åbent til, hvad et menneske er, og hvor vi kommer fra.
I en helt anden formel boldgade har Svend Åge Madsen i sit forfatterskab også afsøgt mulighederne for sammensmeltningen eller ophævelsen af tid og rum.
Amalie Smith nævner selv følgende slægtskaber: ”Kirsten Thorups Love from Trieste, Lars Skinnebachs digte, Rasmus Graffs koncepter, Theis Ørntofts digte og Christina Hesselholdts prosa.” (Interview med Forfatterweb, marts 2011).
Som Smith i ”Terracotta” undersøger, hvordan mennesket til alle tider har søgt at give statuer og materialer liv, undersøger norske Matias Faldbakken i ”Vi er fem” (2020), hvad der sker, når den unge mand Tormod får afløb for sin skabertrang ved at eksperimentere med lerblandinger, mens han er på stoffer og hører høj musik. Her får Golemmyten nyt liv, da Tormods lerklump bliver levende og går bersærk i det norske villakvarter.