Den kongelige egyptiske automobilklub

Citat
”At miste sin far betyder, at man står på herrens mark, ubeskyttet, alene, svag og uden støtte, et let bytte for modgang. Man føler, at skæbnen tager en i kraven og kaster en skygge over en, som fuglen Rok.”
”Den kongelige egyptiske automobilklub”, s. 179-80.

Vi befinder os i slutningen af 1940’erne i romanen ”Nādī il-sayyārāt” fra 2013 (”Den kongelige egyptiske automobilklub”, 2014) – i de sidste år, hvor Egypten var en del af kongeriget Egypten og Sudan, som var under osmannisk og britisk styre.

Centralt i romanen er dels automobilklubben – et sted hvor kun velhavende europæere kan være medlemmer, og hvor de egyptiske arbejdere går under slavelignende forhold. Dels følger romanen familien Hamam – en tidligere velhavende familie fra øvre Egypten, der nu lever som arbejdere i Cairo, og hvor faderen har ansættelse på automobilklubbens lager. Familien består af en mor og far og de fire børn; Said, Mahmoud, Kamil og Saliha. Især får man igennem de tre sidstnævnte et indblik i egypternes trængsler: fysisk afstraffelse og trusler på arbejdspladsen, manglende social sikkerhed, en drukfældig konge og et gennemkorrupt styre.

51216083

Romanen tematiserer relationen mellem besættere og besatte og viser, hvad undertrykkelse gør ved et folk. Medarbejderne i automobilklubben – som selvsagt alle er mænd – er underdanige undersåtter og er i mange tilfælde fulde af selvforagt. På hjemmefronten er de dog mere respekterede, end eksempelvis automobilklubbens britiske direktør hr. Wright er det. Hans teenagedatter gør nemlig i den grad oprør imod ham, at han er ude af stand til at sætte sig igennem overfor hende.

Sex er endvidere et centralt tema. Dels fremskrives det som den egyptiske kvindes eneste vej til forsørgelse, hvorfor det er vigtigt at lære hjemmefra, hvordan man tilfredsstiller sin mand. Seksualitet skrives dog ikke kun frem som et middel til kontrol og undertrykkelse, men også til spontan glæde og leg. Eksempelvis igennem Hamam-familiens nabo Aisha samt igennem Mahmoud, der får et sprudlende erotisk kærlighedsforhold til en 60-årig engelsk enke.

Romanen sætter endvidere fokus på oprør og revolution. For da faderen i Hamam-familien dør efter at være blevet fysisk afstraffet på sit arbejde, giver det anledning til oprør blandt nogle af arbejderne i Automobilklubben samt hos sønnen Said, der snart er en vigtig brik i revolutionen imod det britiske styre og for Egyptens uafhængighed.