Genrer og tematikker

Der er ikke mange egyptiske romaner, der ender i en dansk oversættelse. Alene på den baggrund er Alaa al-Aswanys romaner “Yacoubians hus”, "Chicago" og ”Den kongelige egyptiske automobilklub” et besøg værd. De giver et fascinerende indblik i en verden, de færreste danskere kender til. Men de menneskelige skæbner og følelser, som al-Aswany så fint skildrer, er i høj grad genkendelige og illustreres lysende klart.

Et tema, der går igen i romanerne, er, hvordan en person kan komme i klemme mellem Gud, normer og det liv, vedkommende lever. Taha i “Yacoubians hus” bliver islamist i frustration over samfundet, som udvikler sig til en frustration over, at egypterne ikke lever i overensstemmelse med Gud. Også Abduh Rabbuh kommer i klemme. Da hans søn dør, læser han det som Guds straf over hans syndige liv som homoseksuel. I ”Den kongelige egyptiske automobilklub” er det især Mahmoud, der bekymrer sig om, hvad Gud mener om hans levevis som storforfører af rige enker, og han er i konstant dialog med sig selv og sin bedste ven derom.

Også i “Chicago” tematiseres ære og begær. Alle karaktererne slås med et lurende begær, som egypterne prøver at kompensere for ved at bede et par ekstra bønner, mens de kvindelige amerikaneres udfordring er at etablere et forhold til deres egne kroppe.

Romanerne donerer desuden et fint indblik i de kønsroller, der hersker, hvor kvinder stadig – i vid udstrækning – er underlagt manden. I “Yacoubians hus” bliver Busayna Al-Sayed udnyttet af sine mandlige chefer, og et helt grelt eksempel er, da Muhammad Azzams anden kone, Souad bliver gravid. Muhammad Azzam forlanger, hun får en abort, men hun nægter, og til sidst må han ty til vold og få det ufødte barn fjernet med tvang. I “Chicago” er kvinderne mere selverhvervende. Marwa ender med at stikke af fra Danana, og Tariq tager indimellem opvasken hjemme hos Shayma. Man kan desuden sige, at kvinderne bliver selverhvervende ved, at Shayma ikke kan lade være med at følge sit begær og sin kærlighed, samt ved at Salahs kone Chris lærer om sin krop, da hun erhverver sig en dildo.

Endnu et tema, der behandles i romanenerne, er korruption, og den hersker i "Yacoubians hus" på alle niveauer i samfundet. Fra politiet, der kan købes til at engagere sig i en sag over Muhammad Azzam, der køber sig til politisk magt og til Zaki Bey, hvis etbenede tjener Abaskharon flittigt benytter sig af Zaki Beys penge.

Korruptionen fremstilles som et udkomme af et diktatorisk styre, hvor man hver især må tilrane sig magt. I romanens periferi lurer også Golfkrigen, ligesom der krydres med kommentarer til forskellige styrer i Mellemøsten samt til USA. Og så selvfølgelig til Egyptens tidligere kolonimagt, Frankrig. Selvom der er mange bitre følelser forbundet med Frankrig, så står landet i blandt andet Busayna Al-Sayeds bevidsthed som symbol på demokrati og ligeværd, og hun drømmer derfor om, at hun og Zaki Bey skal flytte til Frankrig.

I ”Den kongelige egyptiske automobilklub” er korruption ligeledes et generelt fænomen, ligesom man får et indblik i de negative mønstre, der opstår i et land, der regeres med vold og magt. Man følger arbejderne i automobilklubben, der på forskellig vis tilraner sig en ekstra indtægt for at kompensere for den dårlige løn, en slendrian af en konge, der tilbringer størstedelen af sin vågne tid med at spille hasard og forføre damer, og politiet og militæret, der benytter særdeles hårdhændede metoder – blandt andet imod Said.

Sidst, men ikke mindst, tematiserer især romanen ”Chicago” det ambivalente forhold, egypterne har til USA, og for den sags skyld også til Egypten. Lige fra Rafat Thabit, som hele sit liv har forsaget sin egyptiske herkomst og dyrket sit USA, men som alligevel ikke kan leve helt op til de amerikanske normer, og som ender med at miste sin datter, der føler sig klemt i faderens frustrationer. Til Muhammed Salah, der længes efter sit Egypten og drømmer om at kunne skrue tiden 30 år tilbage, fordi han har mistet sig selv. Imellem disse yderpunkter tematiseres alle grader af kærlighed og had til såvel Egypten som USA.