Emigranter med hjemve

Citat
“‘Har du spist amerikansk frugt?’
‘Ikke endnu.’
‘Her bruger de genmodificering til at gøre frugterne meget større, og alligevel smager de ikke nær så godt. Livet i Amerika er ligesom amerikansk frugt, Nagi: Det skinner og ser indbydende ud på ydersiden, men det smager ikke af noget.’
‘Siger De virkelig det, efter alt det De har opnået?’
‘Al succes uden for ens fædreland er mangelfuld.’”
Alaa al-Aswany: “Chicago”, side 156.

Den anden roman fra al-Aswany udkom under titlen “Shikagu” i 2007 (“Chicago”, 2008), og den foregår blandt emigrerede egyptere, der har deres daglige gang på institut for histologi på Chicago universitet. I takt med at romanen folder sig ud, fletter stadig flere skæbner sig ind i hinanden, og samtidig udfoldes disse personers ydre og indre for læseren.

En af disse personer er professor Muhammed Salah. Han er over 60, gift med Chris, barnløs og dybt frustreret. Han er nemlig blevet klar over, at det var en stor fejl at emigrere til USA, at han aldrig skulle have forladt sin ungdomskæreste Zeinab, og at han aldrig skulle have giftet sig med Chris for at få amerikansk statsborgerskab.

Der er ikke meget håb at spore, da romanen nærmer sig sin afslutning. Den ene karakter efter den anden bliver blæst omkuld i det vindomsuste Chicago, hvor alle forsøg på at overvinde etniske problemstillinger kuldsejler. Romanen foregår i et USA, der er præget af terrorangrebet 11. september 2001, hvor flere af terroristerne stammede fra Egypten. Den forholder sig til de spændinger, der er opstået mellem almindelige amerikanere og indvandrere, og også til de politiske spil, der foregår mellem de to lande. Et besøg af Egyptens præsident i Chicago udstiller i særlig grad dette spil. Besøget understreger desuden, hvem der er i stand til at klare sig i det egyptiske system.

27408117

De, der står stærkest tilbage, er således den barske Safwat Shakir og den manipulerende Ahmad Danana, som begge er i stand til at spille det politiske spil i Egypten. Men der er også spor af håb at forfølge. Dels igennem de paralleller, al-Aswany trækker mellem amerikanerne og egypterne, hvorved han skaber identifikation. Og dels igennem historien om Tariq Hasab og Shayma Muhammadi, hvor kærligheden ser ud til at vinde en spinkel sejr. For ganske vidst må Shayma en tur på abortklinik og mister i muslimsk optik al ære, men man kan også betragte aborten på den vis, at hun overvinder det islamiske æresbegreb. Især fordi parret vælger hinanden til sidst, på trods, og på den måde bliver deres historie en indikation af, at der stadig er håb for, at generationen af egyptere omkring de 30 kan skabe sig en anden og mere frugtbar tilværelse end generationen, der er omkring pensionsalderen. Sidst, men ikke mindst bevares håbet igennem den sprudlende alvidende fortællerstemme i romanen, som drilsk og grundigt serverer personernes karakterer og med en ironisk, men kærlig distance udfolder deres bevæggrunde og kommenterer på deres handlinger.