Margaret Atwoods ”Tjenerindens fortælling” er ofte blevet sammenlignet med George Orwells ”1984” fra 1949 (”1984”, 1950) – en dystopisk roman om en totalitær stat med Big Brother som det ikoniske overhoved. Borgerne i Oceanien overvåges og aflyttes gennem teleskærme, hvilket gør det umuligt at sige eller skrive noget, som ikke eksisterer i statens nye sprog – Newspeak. Sprog, ord og evnen til at fortælle er et centralt tema i både ”Tjenerindens fortælling” og ”1984”, men hvor hovedpersonens forsøg på at bryde ud af samfundet i Orwells roman ender håbløst, er tonen mere optimistisk i Atwoods dystopi. Offred finder frem til sig selv igennem fortællingen om sit liv og om de mennesker, hun holder af. Der er en tone af indre frigørelse til slut og et håb om en fremtid netop på grund af fortællingens magt.
Der er også en stærk reference til George Orwells ”Animal Farm”, 1945 (”Kammerat Napoleon”, 1947) i MaddAddam-trilogien, hvor de gensplejsede svin, Grisongerne, bliver sat fri efter en verdensomspændende pandemi og pludselig bliver menneskets ligemænd, og hvor gensplejsede Mo-Hair-får går rundt som dumme farvestrålende shampoo-reklamer. Margaret Atwood har selv i et essay om George Orwell udtalt, at ”Animal Farm” var en af hendes tidligste og mest intense læseoplevelser (Margaret Atwood: My hero: George Orwell. The Guardian, 2013-01-18).
Atwoods forfatterskab trækker også stærke linjer til den britiske forfatter Aldous Huxley og hans science fiction-roman ”Brave New World” fra 1932 (”Fagre nye verden”, 1960). Huxley forestiller sig her det ideelle samfund, hvor stabilitet og lykke bliver sikret ved centralt at kontrollere menneskets forplantning fuldstændigt. Mennesker dyrkes på flasker og udvikles i en kunstig livmoder på forskellig vis, så hvert foster præges til at udvikle fysiske dispositioner og karaktertræk, der passer til den sociale position, som de fødes til. På samme vis er forholdet mellem social stabilitet og det menneskelige forplantningsliv en grundpille i Atwoods skildring af Gilead i ”Tjenerindens fortælling”, mens bioteknologiens muligheder for at omforme og forbedre menneskets arveanlæg er omdrejningspunktet i MaddAddam-trilogien.
De bioetiske spørgsmål, som Margaret Atwood stiller i sine romaner, bringer også tankerne hen på den britiske forfatter Kazuo Ishiguro, som i romanen ”Never Let Me Go”, 2005 (”Slip mig aldrig”, 2005) skildrer en verden, hvor sygdomme og død bliver holdt for døren ved at klone mennesker og høste deres krop for organer. Ligeledes anses tjenerinderne i ”Tjenerindens fortælling” ikke som unikke individer, men er udelukkende reduceret til deres biologiske funktion.