Margaret Atwood har skrevet inden for en lang række genrer, men er måske bedst kendt herhjemme for sine dystopier som ”Tjenerindens fortælling” og MaddAddam-trilogien. Selv definerer hun genren som ’spekulativ fiktion’ – ikke science fiction – for hvor science fiction foregår i en verden i en fjern fremtid, foregår hendes spekulative fiktion i en verden meget lig vores. I efterordet til ”MaddAddam” forklarer hun: ”Selv om MaddAddam er fiktion, så skildrer den ikke nogen form for teknologi eller nogen form for biologiske væsener, som ikke allerede findes, er under udformning, eller som er teoretisk mulige.” (s. 462).
Med syrlig ironi og opfindsomhed skildrer Margaret Atwood magtforhold i samfundet – mellem mennesker og mellem kønnene – ligesom menneskets begærlige rovdrift på og omformning af naturen er genstand for kritik. Det er ikke selve teknologiens udvikling og menneskets herredømme over naturen, som Atwood sigter mod i f.eks. sin skildring af gensplejset flora og fauna i MaddAddam-trilogien, men derimod måden hvorpå videnskaben anvendes: ”Jeg dyrker ikke klichéen om den gale videnskabsmand. Det her er ikke Mary Shelleys Frankenstein forfra. Videnskab er et værktøj. Som en hammer. Man kan bruge den på godt og ondt, til at bygge et hus eller til at dræbe sin nabo. Noget af bioteknologien i min bog er ganske praktisk. Det er ikke videnskaben, vi må se på, men de mennesker, som bruger den.” (Arifa Akbar: Nogen tror fejlagtigt, at naturen er kærlig. Information, 2009-11-13).
Om beskrivelsen af det religiøse og undertrykkende regime Gilead i ”Tjenerindens fortælling” og ”Gileads døtre” har Atwood desuden forklaret, at hun ikke har opdigtet noget, der ikke har et fortilfælde i historien. Med det vil hun gerne pege på, at vi ikke bør tage menneskets rettigheder for givet, men være bevidst om at værne om dem: ”A-L-T- kan komme tilbage. Alt. (…) Vi må altid være på vagt. Vi kan ikke tage ting for givet, for intet er givet,” siger hun i et interview til Politiken (Emilie Maarbjerg Mørk: Men ved du hvad? Jeg VAR der i 1955. Og jeg vil IKKE tilbage. Politiken, 2019-09-07).
Betegnende for hele Margaret Atwoods forfatterskab er også ideen om fortællingens eksistensberettigelse. Identitet knyttes uløseligt sammen med det at have en stemme, at have ordet i sin magt og at kunne fortælle historien om sig selv og verden. ”Fordi jeg fortæller dig denne historie fremtvinger jeg din eksistens. Jeg fortæller, derfor er du,” siger hovedpersonen i desperation i den dystopiske fremtidsroman ”Tjenerindens fortælling” (s. 316). Fortælleren har mistet sin elskede, sit barn og sit tidligere liv, men ved hjælp af fortællingen om sig selv og sin verden holder hun håbet om overlevelse og genforening levende. Og i MaddAddam-trilogiens afsluttende bind bliver historiefortællingen fundamentet for skabelsen af et nyt samfund og en ny forståelse af relationen mellem menneske og natur.