I MaddAddam-trilogien, som tæller ”Oryx and Crake”, 2003 (”Oryx and Crake”, 2003), ”The Year of the Flood”, 2009 (”Syndflodens år”, 2011) og ”MaddAddam”, 2013 (”MaddAddam”, 2014), fremskriver Margaret Atwood en alternativ fremtid og et højteknologisk, men afstumpet teknokratisk samfund. Klimaforandringer har udryddet flere plante- og dyrearter og forandret fødevareproduktionen markant. I de sikrede Enklaver bor og arbejder de rige og højtuddannede som en slags hjerneslaver for Koncernerne, der konstant forsker i kilder til profit: alternativer til animalsk protein, livsforlængende behandling og andet, der kan tilfredsstille menneskets begær. I plebsområderne råder lovløsheden, og folk bor i slum, spiser dårlig fastfood og har ikke råd til hospitalsbehandling.
51246764
I trilogien følger vi en række karakterer og grupper, hvis livshistorie før eller siden flettes ind i hinanden, bl.a. de to hemmelige modstandsgrupper, hackerne og bioterroristerne i MaddAddam og de religiøse økoaktivister Guds Gartnere, der holder bier på slummens tage, dyrker grøntsager og forsager al teknologi. Centralt i fortællingen er de to venner Jimmy og Glenn (aka Crake), som begge er børn af højtstående eliteforskere inden for genetik og genmodificering. Den hyperintelligente Crake udvikler gennem gensplejsning en ny ”fejlfri” menneskerace, der er fri for seksuel jalousi og grådighed, ligesom de heller ikke behøver tøj og animalsk protein, men går nøgne rundt og spiser blade. Da en verdensomspændende pandemi udrydder langt det meste af Jordens befolkning, bliver ”crakerne” sluppet løs fra forskningscenteret og slutter sig til de overlevende Guds Gartnere og MaddAddam’ere, der har slået sig sammen. Det nye fællesskab bliver en spæd begyndelse på en ny verden og et nyt samfund, en genstart af menneskeheden.
Fortællingen udfolder sig skiftevis fra forskellige karakterers perspektiv, men ens for fortællerstemmen er den ironi, hvormed der fortælles om f.eks. crakerne, der bliver blå, når de er frugtbare og klar til at parre sig, og om de farverige Mo’Hair-får, der går rundt som levende shampoo-reklamer: ”Dens venner i Mo’Hair-fårenes fold bræger til den: sølv Mo’Hairs, nogle blå, grønne, lyserøde, brunetter og blondiner: alle regnbuens farver. Hair i dag, Mo’Hair i morgen sagde reklamen, da skabningerne blev lanceret” (”MaddAddam”, s. 47).
Det er morsomt, men det er samtidig en invitation til at reflektere over, hvor tæt vi i dag er på den virkelighed, som beskrives i MaddAddam-trilogien.