”Surfacing” fra 1972 (”Op til overfladen”, 1983) er Margaret Atwoods gennembrudsroman i Nordamerika. Den er banebrydende og langt foran den bølge af kvindelitteratur, der prægede 1970’erne, og så foregriber den vigtige motiver og tematikker i forfatterskabet: menneskets forhold til naturen, bioetik, kvindefrigørelse og en optagethed af spiritualitet og den bibelske skabelsesberetning.
Rent geografisk afspejler handlingen forfatterens egen baggrund og opvækstvilkår: hovedpersonen, en yngre kvinde fra Toronto, tager sammen med tre venner tilbage til barndomslandskabet i det nordlige Ontario for at søge efter sin forsvundne far. De fire venner tilbringer en uge ude på den øde ø, hvor hovedpersonen i sin tid voksede op sammen med sine forældre og sin bror, afskåret fra civilisationen. Denne rejse mellem by og land, nutid og fortid, voksenår og barndom fører hende ud i en indre selverkendelsesrejse, som bringer dybe fortrængninger op til overfladen, bl.a. en abort, som hun ikke har villet tage ansvar for.
Det er en symbolladet roman med mange bibelske referencer, og den gør op med samtidens tendens til alene at se kvinder som ofre. Hovedpersonen må bruge lige dele intellekt og intuition på sin forvandlingsrejse, der fører til erkendelsen af ”at nægte at være offer” og accepten af eget ansvar for udformningen af sit liv.
Men det er også et økokritisk indlæg, der stiller skarpt på menneskets naturødelæggelse og på menneskelig ondskab. Hovedpersonens hjemkomst til hendes barndoms ø, en slags uskyldsren Edens Have, vækker en længsel i hende efter det før-menneskelige, at blive ét med naturen og en afsky for det moderne og for mennesket som betvinger af naturen. Særligt ”amerikaneren” løber igennem romanen som billedet på det moderne og naturdestruktive menneske, der dræber dyrene for sjov eller putter dem på dåse.