”The Handmaid’s Tale”, 1985 (”Tjenerindens fortælling”, 1986) bliver i dag set som en moderne klassiker. I 2017 poppede romanen op på de amerikanske bestsellerlister hjulpet på vej af tv-netværket Hulus filmatisering. Atwoods optagethed af kvinders rettigheder og magtforhold, både i forhold mellem mennesker og i samfundet, fører hende ud i forestillingen om en totalitær religiøs stat (forhenværende USA), hvor der føres fuldstændig kontrol over især kvindernes drifts-, sex- og forplantningsliv. Miljøforurening og radioaktivt affald har fået fødselstallet til at dale stærkt, og religiøst konservative fanatikere har grebet magten. I den nye samfundsorden overvåges alle, og unge fertile kvinder holdes som avlskvæg hos herskabet, så samfundets spidser, Kommandanterne, kan videreføre deres gener. Kvinder og mænd længere nede i samfundshierarkiet indtager andre tjenestestillinger som køkkenpiger, oppassere eller vagter. Uønskede eksistenser deporteres til Kolonierne, hvor man bliver sat til tvangsarbejde med landbrug eller, hvis man er særligt uheldig, radioaktivt affald.
53233872
Stemmen i romanen er Offreds. Hun fortæller om sit liv i jegform, i begyndelsen om sin trivielle hverdag og om den totalitære magts konstante overvågning og sociale kontrol. Mekanisk, og alligevel med sanselighed, registrerer hun sit livs rammer: ”Et vindue, to hvide gardiner. Ved vinduet en vinduesbænk med en lille pude. Når vinduet står på klem – det kan kun åbnes på klem – kan luften komme ind og få gardinerne til at bevæge sig.” (s. 17). Men langsomt begynder hun at huske fragmenter fra sin fortid, om hvem hun er, om hvordan hun plejede at leve, og om hendes mand og deres fælles barn, som hun er blevet adskilt fra.
Til trods for de rædsler, som bliver beskrevet, er det ikke en pessimistisk bog. I baggrunden af fortællerens smertefulde historie er der ukuelige mennesker, modstandsfolk og et helt tegnsystem af skjult samtale. Ved at fortælle sin historie rekonstruerer hun sin egen identitet, og hun holder fast i forestillingen om, at der er et ”du” – håbet om, at hendes mand stadig er i live, og at der en fremtid.