Opfattelsen af livet som en fortælling i mange versioner finder man overalt i den senere del af Atwoods forfatterskab og ligesådan i romanen ”Cat’s Eye”, 1988 (”Katteøje”, 1989). Atwood bevarer tonen fra den ydre kontrol og terror i ”Tjenerindens fortælling”, men flytter blikket indad og nedad til førpubertetens dunkle sfære. Som altid hos Atwood handler det om magt- og dominansforhold, som forvandles, når individet forstår at tage ansvar for egne handlinger.
På den ene side er ”Katteøje” en typisk jeg-roman om en kvindelig kunstner, som ser tilbage på sit liv, samtidig med at hun rejser fra det vestlige Canada og østpå til sit oprindelsessted, Toronto, hvor der skal åbnes en retrospektiv udstilling med hendes malerier. På den anden side er det en fortælling, hvor Atwood leger med tidsbegrebet: ”Tiden er som en række flydende lysbilleder, lagt oven på hinanden. Man ser ikke tilbage over tiden, men ned igennem den, ligesom vand. Nogle gange kommer det ene op til overfladen, nogle gange noget andet, nogle gange ingenting. Intet forsvinder.”
De scener, der flyder op til overfladen med størst intensitet, er fra barndommen, hvor hovedpersonen i 8-9 års alderen blev gjort til offer for venindens onde spil. Længe efter hun har rystet disse års følelser af magtesløshed af sig, bliver hun ved med at søge efter veninden, ligesom hun igennem sin kunst tager afstand fra og tilnærmer sig den uhåndterlige fortid. Denne fortid står i vældig kontrast til fortællerens nutid som succesrig kunstner, og romanen står som et forfriskende alternativ til de mange ”terapiromaner”, hvor man får indtryk af, at en person kan udradere fortiden ved at bevidstgøre sig selv om den. I ”Katteøje” forsvinder intet, tværtimod er fortiden med alle dens rædsler altid til stede som kilden til kreativitet.