Ligesom Margaret Atwood parodierer triviallitteraturens nette løsninger er hun en stor bruger af eventyr, både eventyrenes mønster og de konkrete historier. I romanen ”The Robber Bride”, 1993 (”Røverbruden” fra 1993) finder hun et hovedmotiv i Grimms eventyr: ”Røverbrudgommen”, som en af hovedpersonerne fortæller til sin venindes døtre, hvorpå de forlanger, at det vendes på hovedet, at alle rollerne besættes af kvinder. Ved at gøre både de aktive og passive personer i eventyret til kvinder gør Atwood definitivt op med ideen om, at kvinder ejer større evner til godhed:
”"Røverbrudgommen," læser Tony ... med en tvilling ved hver albue. Den smukke datter, jagten på en ægtemand, ankomsten til den rige og smukke fremmede som lokker uskyldige piger til sit skjulested i skoven og derefter skærer dem i småstykker og spiser dem, "En dag kom der en frier. Han var ..."
"Hun! Hun!" råber tvillingerne.
"Glimrende, Tony, hvordan vil du klare dig ud af den," siger Roz, der står i døren.
"Vi kunne kalde den "Røverbruden" i stedet for," siger Tony.
"Ville det løse problemet?"
Tvillingerne overvejer det lidt og siger så, at det vil være i orden. De kan godt lide brudekjoler og klæder deres Barbiedukker ud i dem; derefter kaster de brudene ud over trappegelænderet eller drukner dem i badekarret.
"I så tilfælde," siger Tony, "Hvem vil I så have hende til at myrde? Mandlige ofre eller kvindelige ofre? Eller måske lidt af hvert?
Tvillingerne fastholder deres principper, de fortrækker ikke en mine. De vælger kvinder, til alle rollerne.” (”Røverbruden”, s. 326-7)
På samme måde er romanen besat af kvinder i alle hovedrollerne. I begyndelsen får læseren at vide, at det er Zenias historie. Men denne kvinde skaber og genskaber sig selv igennem hele romanen. Hun er en tom skal, som vi aldrig bliver klog på, en kvinde der går ind og ud af andres liv, tager det hun har brug for og efterlader vraget uden skygge af hensyn til en højere moral.
I virkeligheden er det historien om tre meget forskellige kvinder, som har det til fælles, at de alle sammen har været ofre for Zenias løgn, bedrag og legen med deres mænd. Lige så uhåndterlig, som Zenia er – og hun er så genial til at skifte identitet, at også læseren bliver ført bag lyset gang på gang – lige så virkelighedsnære og troværdige er de tre kvinder, efterhånden som romanen folder sig ud. Zenias magt synes at være uendelig stor, enten hun er levende eller død, men til sidst får de bugt med hende ved at indse, at de alle sammen har haft lidt af Zenia i sig selv.