I Paul Austers roman “Brooklyn Follies” fra 2005 (“Brooklyn dårskab”, 2005) er hovedpersonen Nathan Glass ved at komme sig over en lungecancer og sin ekskone. Han er tidligere forsikringsagent og har brugt en del af boet efter et langt ægteskab til at købe sig en lejlighed i Brooklyn i New York, hvor han levede de første tre år af sit liv. I Brooklyn falder han tilfældigt over fragmenterne af sin familie.
I første omgang sin afdøde søsters søn Tom Wood, som sidst han så ham, var en ung, lovende litteraturstuderende, som skrev speciale om to af Austers store helte, essayisten Henry David Thoreau og digteren Walt Whitman. Nu er han en falleret eksstuderende, som ikke kunne gøre sig færdig og arbejder i et antikvariat, tyve kilo tungere og deisillusioneret. Gensynet liver dem begge op, de er lige ensomme, og det bliver til en fast frokostaftale på en diner i kvarteret. I
I anden omgang er det Toms søsters syvårige datter, som kommer til byen med en bus og en fast beslutning om ikke at tale. I tredje omgang er det Toms søster, som Nathan efter et mindre detektivarbejde hjælper ud af et ægteskab med en religiøs fanatiker.
Hvert møde trækker nye møder med nye skæbner med sig. Hen ad vejen væver de sig sammen til en for Auster usædvanlig varm og rolig historie om tolerance, håb og kærlighed, som har en pendant i filmfortællingen “Smoke” fra midten af halvfemserne, men ellers står alene forfatterskabet.
51163362
Forklaringen på dette omslag ligger måske i dedikationen og den politiske situation i USA. Man mærker sig, at “Brooklyn dårskab” er dedikeret til Austers datter Sophie, som formentlig er voksen – ligesom mange af døtrene i bogen, som først og fremmest handler om døtre, er det – og at den er skrevet under indtryk af Bushs første valgsejr, et tema, som kommer op at vende et par gange – igen ganske usædvanligt for Auster, som indtil da har holdt politik ude af forfatterskabet. “11. september var demoraliserende for mig. Jeg var så påvirket, så nedtrykt, at jeg ikke kunne arbejde. Jeg gav flere interview dengang, end jeg havde gjort hele mit liv. Folk ledte efter svar, og jeg havde brug for at tale […] Jeg skrev en artikel nogen tid senere, i 2002. Vi talte stadig om at invadere Irak, hvilket jeg med udgangspunkt i Ground Zero mente ville være en fuldstændig katastrofe. Der er allerede gået fire år, og desværre har jeg indset, at jeg havde ret dengang. I dag kan jeg ikke se nogen løsning; vi har skabt et uhyre.” (Jesús Ruiz Mantilla: “Historier, der vikler sig ind i andre historier”. Interview i Politiken, 2006-08-12).
“Brooklyn dårskab” hylder nogle værdier, som Auster føler er truede, men den tænder samtidig et håb – som måske er henvendt til hans datter.