I “The Music of Chance” fra 1990 (“Tilfældets musik”, 1991) videreudvikler Paul Auster fatalismen som eksistentiel strategi for en faderløs hovedperson. Nashe har arvet en sum penge og begivet sig ud på et roadtrip: “Gennem et helt år foretog han sig ikke andet end at køre, turede frem og tilbage gennem Amerika mens han ventede på at pengene skulle slippe op. Nashe havde ikke regnet med at det skulle vare så længe, men det ene førte det andet med sig, og da han endelig forstod hvad der var ved at ske med ham, var han kommet forbi det punkt hvor han ville have det til at slutte.”, som det hedder i værkets første linjer. Herefter følger en medrivende fortælling om mødet med gambleren Jackpot og to excentriske rigmænd, som blanker dem af i poker og tvinger dem til at arbejde spillegælden af på et surrealistisk byggeprojekt – en mur på en nøgen mark.
52532213
Den selvstændige eller i hvert fald aktive figur bliver videreudviklet et par år senere i “Mr. Vertigo” fra 1994 (“Mr. Vertigo”, 1995) om den lille slyngel Walt, der kan gå på vandet som tolv-årig og flyve som trettenårig. Med en kæft som en havnearbejder og et vid som en gadeluder lever han fra hånden i munden i Saint Louis’ slum, indtil han som ti-årig møder den mystiske Mr. Yehudi: “Jeg ved hvordan din far blev gasset over i Belgien i nittensytten. Og jeg ved også om din mor, og hvordan hun plejede at trække henne i East Saint Louis til en dollar per knald, og hvad der skete med hende for fire et halvt år siden da den tossede strisser rettede sin revolver mod hende og blæste hendes fjæs af. Du skal ikke tro jeg har ondt af dig.” Så er det forhold sat på plads, til at begynde med, siden udvikler det sig, og Walt får nogle evner, han aldrig havde drømt om. “Mr. Vertigo” er en velsmurt gavtyveroman, der også fungerer som et stykke krasbørstigt USA-historie for perioden 1920 til 1960 og et diskret, nordamerikansk bud på magisk realisme.