Hvad skal det føre til? Det er kun begyndelsen af en historie, og der hvor jeg kommer fra, forventer man at historier har en begyndelse, en midte og en afslutning.
Jeg kunne ikke være mere enig med Dem.
Hvem har for resten skrevet det pladder? Skvadderhovedet skulle føres uden for og skydes.
En mand ved navn John Trause. Nogensinde hørt om ham?
Trause … Hmmm … Måske. Han skrev romaner, ikke? Det hele er en smule tåget nu, men jeg tror at jeg måske har læst nogle af dem.
Det har de. Vær sikker på det.
Hvorfor så ikke give mig en af dem at læse – i stedet for en eller anden åndssvag, ufærdig historie uden titel.”
En gang i halvtredserne opdigter en ung forfatter historien om en konføderation af kolonier og små fyrstedømmer, som for at sikre, at de indre modsætninger ikke førte til et brud, opfandt en fælles fjende – de oprindelige folk. Man udnævnte en agent provocateur, som blev sendt ind på deres territorier for at fremkalde et oprør. Historien om konføderationen er skudt ind i Paul Austers fjortende roman, “Rejser i Scriptoriet” fra 2006 (“Travels in the Scriptorium”, 2006) om den aldrende mr. Blank, isoleret på et værelse med noget, som minder om demens. Scriptoriet er betegnelse for en celle, hvor munke studerede og udfærdigede tekster. Titlen giver mening, efterhånden som vi hører mere om mr. Blanks fortid og om fortælleren.
Værelset, hvor Mr. Blank opholder sig, er ud over manuskriptet med historien om konføderationen forsynet med skjulte kameraer og mikrofoner og små skilte, som oplyser Mr. Blank om, at lampen er en lampe, bordet et bord og væggen en væg. Der ligger en stak fotografier på skrivebordet. De forestiller resten af bogens persongalleri i deres ungdom. En efter en kommer de ind gennem døren i forskellige ærinder, James P. Flood, formentlig for at lokke Mr. Blank med ud i parken, så han kan slå ham ihjel, Dr. Farr for at tjekke Mr. Blanks mentale tilstand – han beder ham digte videre på historien om konføderationen, hvad han slipper påfaldende godt fra, næsten som om han selv havde skrevet den – Anna Blume mader og etagevasker og sørger for hans seksuelle hygiejne med en velsmurt venstre hånd (Mr. Big Shot, som den er døbt, har ikke helt glemt, hvad det drejer sig om.) Der er flere navne, Benjamin Sachs, Fanshawe, Marco Fogg, Peter Stillman. Auster-læsere genkender dem som figurer fra forfatterskabets tidligere værker.
Øjensynligt er “Rejser i Scriptoriet” en slags spøgelsessonate, hvor Mr. Blank er skrevet af en karakter fra et værk, han har glemt, at han har skrevet. Det er en mystifistisk og ganske meta-agtig tematisering af alderdom og forfattergerningen med et udpræget ubehag ved post-9.11-USA og krigsengagementet udtrykt i historien om konføderationen.
Alderdomstematiseringen og det udtalte krigsubehag fortsætter i den Paoul Austers femtende roman, “Mand i mørke” fra 2008 (“Man in the Dark”, 2008). Den senile tilstand er nu skiftet ud med fysiske lidelser og det fantomagtige persongalleri med en datter og en datterdatter og esoteriske erindringer om filmklassikere. Ellers er det det samme. En gammel mand isoleret i et mørkt rum og et affældigt hylster af en krop med sine minder og en historie om en konføderation i krig med sig selv, blot uden de forsonende lunser.