Fornemmede man de første udkast til en nekrolog over forfatterskabet i modtagelsen af “Rejser i Scriptoriet” og “Mand i mørke”, er enhver tvivl fejet bort i kritikken af “Usynlig” fra 2009 (“Invisible”, 2009). Paul Auster kan stadigvæk. Også i den grad. Elementerne er langt hen ad vejen de samme, en gammel mand ansigt til ansigt med sin fortid i form af et manuskript, men der er gjort mere ved det, langt mere. Først og fremmest omhandler manuskriptet ikke en opdigtet verden, men Austers egen hjemmebane, venstre Seinebred i Paris og Manhattan og Brooklyn i New York, hvilket forpligter ham på en helt anden måde. Det er ikke nok bare at kaste navne ind. Det må svare til læserens viden. Hertil kommer et plot, som formentlig kvalificerer til et af forfatterskabets bedre, og et vedholdende og vellykket forsøg på at ophæve enhver ansats til mistro til handlingen med små greb af den slags, som kendetegner godt skrivehåndværk.
I praksis foregår det sådan, at Paul Austers alter ego i romanen, James Freeman, får et brev fra Adam Walker, en gammel studiekammerat fra Columbia-dagene. Adam Walker fortæller, at han er ved at dø af leukæmi og arbejder på at få en biografi færdig. Han har vedlagt det første af, hvad der er tænkt at blive i alt tre kapitler, henholdsvis betitlet forår, sommer, efterår. Han er stødt på problemer og spørger Freeman til råds. Freeman foreslår ham at ændre fortællervinklen – og det gør Adam Walker fra første til anden og igen til tredje person, og romanen udvikler sig på den måde til et panoptikon, men ukunstlet; mutationerne er ikke stort mere påfaldende end skyer, som forandrer form – i det perspektiv udgør Freemans rammefortælling den blå himmel.
27942628
Adam Walker var i sin ungdom den smukke digterdreng med den lynende intelligens og det sky blik. Men noget kom i vejen. Det er det noget, hans biografi handler om. I første omgang er dette noget en fransk veteran og torturbøddel fra Algierkrigen, som skjuler en magtfuld stilling i efterretningsvæsnet bag en facade som professor Rudolf Born i statskundskab. I anden omgang er det det, torturbødlen repræsenterer, den form for korruption, perversion og kynisme, som for Auster er krigens væsen. Det er alt sammen indfattet i professorens efternavn Born, som han deler med en provencalsk middelaldertrubadur, som vandrer gennem den 28. sang af Dantes Helvede svingende sit afhuggede hoved fra håret, dømt til fortabelse for at have opfordret prinsen Henrik til at gøre oprør mod sin far Henrik den Anden. Med verdensmandens selvsikkerhed, den ældres autoritet og en forførende fransk kæreste ved sin side vinder Rudolf Born Adam Walker for sig, kun for at stikke en sort dreng ned for øjnene af ham og hugge ham i småstykker i en nærliggende park, hvorefter han kyser Adam til tavshed. Det er denne tavshed, som mærker Adam for livet og ændrer hans bane afgørende. Først seks uger senere har han samlet mod til at ringe til politiet. På det tidspunkt er Rudolf Born tilbage i Frankrig. Adam Walker følger efter og lægger en plan for at få hævn. Hele vejen igennem udvikler Auster erotikken som den anden side af volden, hadet og hævnmotivet. Ud over Rudolf Borns mulige homoerotiske tiltrækning af Adam Walker, Adams forhold til sin ligeså smukke søster Gwyn (som også Freeman har kurtiseret), hans forhold til Borns ekskæreste, den sensuelle Margot, og Borns forhold til sin nye forlovede, enken Helene, og Adams forhold til hendes halvvoksne datter den højt begavede bognørd, Cecile.
Meget få forfattere slipper af sted med at skyde en fortælling i gang med Dante og provencalske middelaldertrubadurer med mindre det foregår i en gotisk gyserkontekst af dystre antikvariater og biblioteker med snoede trapper og meterhøje bogreoler med støvede, gamle læderindbundne værker. Hos Auster får vi dem lige i smasken på allerførste side, fulgt op med Jakobson (linguistik), Merleau Ponty (filosofi), Carl Th. Dreyer, den dunkle Lycophron, oldtidsdigter, og så fremdeles i dialoger fra studenterhybler og professorhjem og cafeborde med snit ned gennem kulturhistorien, som løfter fortællingen, og en fortælling, som løfter kulturhistorien. Ingen staffage over det.
Mod slutningen af romanen nedlægger den nu afdøde Adam Walkers søster forbud mod, at manuskriptet udgives i den form, Freeman har modtaget det, og således snurrer panoptikonet endnu engang. Det vi har læst som en selvbiografisk redegørelse er i virkeligheden bearbejdet af Freeman – fiktion i fiktionen. Den endelige sløjfe slåes på en caribisk ø, hvortil Born som pensioneret har trukket sig tilbage, og Cecile, som midaldrende, men ikke mindre skarp litteraturforsker og skrap dame, kommer på besøg.