Paul Auster identificerede sig fra starten af sit forfatterskab med en litterær scene, som op gennem det tyvende århundrede havde taget dybe filosofiske ideer om tilværelsens mening på sig. Der var svære moralske overvejelser om, hvilken rolle litteraturen måtte have efter tragedier som udryddelserne i Første og Anden Verdenskrig. Den litterære scene havde store problemer med måden samfundet fungerede på i almindelighed og kulturen i særdeleshed.
Underholdning var blevet en industri, som holdt folk nede med sine skabeloner for medrivende fortællinger. Den gik i tårekanalerne og lattermusklerne og indgød falske håb og forlorne drømme. En af reaktionerne er metafiktionen – fortællinger, der gør opmærksom på, at de er fortællinger og reflekterer over forholdet mellem skrift og virkelighed.
Det er ligeledes kendetegnende for forfatterskabet, at Paul Auster også på anden vis eksperimenterer med form og identitet. Hos Auster smelter metafiktionen f.eks. sammen med en række klassiske romanformer som gavtyveromanen, fremtidsfortællingen og detektivromanen. Han benytter sig især af selvtematiseringen (tematiseringen af det at skrive), selvreferencen (‘jeg skriver at jeg skriver’) og spejlingen (fortællingens figurer genkender sig selv i hinanden, og læseren genkender forfatteren i figurerne). Sammensmeltningen understreger en generel tendens i forfatterskabet til at sammentænke modsætninger som det eksperimenterende og det traditionelle, det hermetiske og det åbne, det enkle og det komplekse.
Paul Austers roman ”4 3 2 1” fra 2017 er kendetegnet ved en mere realistisk fortælleform, selv om udforskningen af forholdet mellem fiktion og virkelighed også spiller en rolle her. Ligesom tidligere i forfatterskabet er det filosofiske også her i højsædet – denne gang i en undersøgelse af, hvilken indflydelse tilfældighed har på et menneskets opvækst og identitet. Auster fortsætter ligeledes sine eksperimenter med den litterære form – i denne roman ved at lade sin dannelsesroman indeholde hele fire forskellige versioner af hovedpersonen Archies udvikling fra lille barn til ung mand.
Hvor samtidige, yngre forfattere som Douglas Coupland og Bret Easton Ellis definerer sig i forhold til massekulturen og identificerer sig positivt med tidsånden, har Auster aldrig lagt skjul på, at han befinder sig i en intellektuel bastion med et klassisk sæt af erfaringer, ritualer, traditioner og kulturer som vold mellem ham selv og de flygtige udtryk, som dominerer verden omkring ham. Faktisk virker det reelt som om, hans litteraturanskuelse og verdensanskuelse går forskelsløst op i hinanden. Som der står på forsiden af hans hjemmeside: “At skrive er ikke længere et spørgsmål om fri vilje for mig, det er et spørgsmål om overlevelse” – og det er jo nødvendigvis heller ikke et dårligt udgangspunkt for et forfatterskab.